416 / 500
— 409 —
Da var jeg stærk som Bjørnen
og som et Raadyr ra p :
jeg svang mig op med Ørnen,
nu kan jeg krybe knap.1)
Da
Sophokles
var bleven gammel, sagde han: „Jeg
takker Himlen for, at jeg ikke mere er i Elskovs mæg
tige Lænker, og jeg anseer det for den største Lyksalig
hed af Verden , og vor danske
F. C. Sibbern
siger2):
„Giv mig mange Aar at leve i, at jeg kan vorde 01-
ding, at jeg ikke skal gaa heden i en Tid, da jordisk
Sorg endnu fylder mit Hjærte og Solen staaer over min
Isse, men at jeg, bortdød fra al Brynde og Begjær —
— ak, leve kunne vi nu eengang ikke uden at brænde,
kan i den rolige Aften skue roligt hen paa Livet og
med glad Hjærte lade Dig sørge for Alting, Herre!“.
Saa vidt var Winther ikke kommen; han saae ikke ro
ligt paa Livet, og han ønskede ikke at do. Da han
fyldte sit to og halvfjerdsindstyvende Aar, udbrød h an 3):
„Det er rædsomt! Nu er der kun kort Tid tilbage, in
den Enden kommer“ ; saaledes følte
han
det, han, som
sagde om sig selv, at han var viet til evig Ungdom4),
han, som havde ladet Folmer synge5):
O, Livet er dog yndigt,
ak, men det er saa kort!
Det var dog altfor syndigt,
om snart jeg skulde bort,
og som selv havde sunget6):
x) En Saml. Vers, S. 54. 2) Strøtanker i
Hauchs
„Iris“, 1819,
S. 188. 3) Breve fra Qg m c
s _ 148_
4
) SmL Digtn_ X; s> 45_
5) Smsteds VII, S. 249.
6
) En Saml. Vers, S. 32.