412 / 500
—
4 0 5
—
— Selve Kjøbenhavn — ellers hans Kjæledægge — vol
der ham Harm; han skriver1). „Det forekommer mig
næsten, som om denne By stærkt lavede sig til at gaa
under paa samme Maade og af samme Grund som So-
doma og Gomorrha . . . . Bestialiteter vaagne igjen
[der\
som en Epedimi. Naar man f. Ex. har læst
Juve-
nal og Petronius Arbiter
, skulde man tro sig hensat til
Tibers og Neros
Tider. Naar man hændelsesviis har
lært en Person at kjende, om hvem Sligt [Bestialiteten]
juridisk konstateres eller — idetmindste ved Personens
egen Holdning og Færd efter Opdagelsen — bestyr
kes, saa er det en højst modbydelig Følelse, der paa
trænger sig En ved Tanken om, at man har havt
en Slags Godhed, velvillig Følelse for Samme. Man
bliver næsten bange for at stifte Bekjendtskaber, man
bliver næsten menneskesky.
Æ !“
Han siger ogsaa2):
„Jeg har i disse to Aar ikke gjort noget Bekjendtskab
her. Grunden er især, at jeg kun med største Besvær
°g meget ufuldkomment udtrykker mig i det franske
Tungemaal — og saa har jeg heller ikke følt nogen
Drift eller Lyst dertil — jeg havde nær sagt: saa lidt
som til noget Andet“.
Naar han meente, at han saa daarlig magtede det
franske Sprog, kom det af hans store Fordringer i saa
Henseende. „Naar man er
saa
gammel [som jeg]“,
siger h a n 3), „falder det vanskeligt pludseligt at sætte sig
ind i et Sprogs daglige Taleformer, selv om man, som
jeg, læser og forstaaer Skriftsproget nok saa godt“.
J) Til
Const. Hansen.
2) Breve fra og til C. W„ S. 192.
3) Smsteds, S. 166.