265 / 448
— 260 —
Tag nu tiltakke med dette forvirrede Brev, der
oven i Kjøbet er saa slet skrevet, at jeg frygter for,
det vil koste Dem Møje at dechiffrere det; her er saa
koldt, uagtet det brænder lystigt i Ovnen, at jeg knap
kan holde paa Pennen; saaledes med disse stakkels
Præstegaarde!
Nu: lev vel! Tusende Hilsener til Deres Fader,
Moder, Søster og Brødre, og bliv ved, kjære
A luilde
,
bliv ved med at være mig en kjær, en velsignet, god
lille Veninde, som jeg til Bestandighed skal være Deres
trofaste, hengivne Ven
Christian Winther.
Med en Haandskrift, der i høj Grad ligner Chr.
Winthers, skriver
Sophie Hansen
d. 12te Apr. 1834
fra øster-Ulslev til
Alvilde Miijfehnann:
Min søde
Alvilde!
Blot en Hilsen fra Dig i min Winthers Breve har
glædet mig ubeskriveligt, hvor meget mere da ikke et
helt Brev fra Din Haand! Jeg var saa
indbildsk
, at
jeg aldrig troede, Din Tavshed var
Forglemmelse;
jeg
dømte Dig efter mig selv: at glemme
dem,
som jeg
holdt af, var en Tanke, jeg igrunden aldrig kunde
fatte; jeg vidste ogsaa bestemt, at min søde Alvilde
deri lignede mig; dette klinger noget ubeskedent; men
jeg antager denne Ævne til at holde ret inderlig meget
af de Personer, hvis Elskværdighed stod klar for mine
Øjne, for en af de bedste i min Sjæl, og tillige er det
jo slet ikke
min
Fortjeneste; derfor tør jeg nok anstille
denne Sammenligning. Og at Du holder lidt af mig,
det er min Alvildes Sanddruhed mig Borgen for.