269 / 448
—
264
—
mig! Strax ved første øjekast forekom det mig heldigt;
men, jo oftere jeg saae det, desto mere mislykket fandt
jeg det; men jeg udtalte mig ikke ret meget derover;
thi jeg troede, at det var en Mangel hos mig; jeg har
endnu aldrig seet et Portræt af mine Bekjendte, der
var saaledes, som jeg synes, det skulde være.
Til Lekture — min bedste og største Glæde efter
den at faa Breve — kan jeg kun opofre kort Tid; men
jeg er altid godt forsynet — takket være min Svoger
K n u d Sidenius og
Doktor
Aarestrup
, . .
Børneskrig og ditto Vrøvl kunne undertiden gjøre
mig ør, og saadanne eensomme Timer som disse, hvori
jeg beskæftiger mig med Dig, ere Rariteter og mig
uhyre behagelige. — Nu, kjære Alvilde, kunde jeg efter
god gammel Skik slutte med Hilsener til alle Venner;
men jeg holder ikke af denne lette Hengliden over Alle,
jeg er saa vidtløftig, at jeg nævner hver enkelt Person:
Din elskværdige, velsignede Moder først og fremmest,
Din Fader, den søde, yndige
Thora,
hendes wunder
schöne Mann og Din Onkel
Carl
! ! J) Ham er jeg
igrunden . . . . Dog, nej, jeg vil
cachere
mine Følelser.
— Tag tiltakke med Dette! Jeg vil bede Dig huske
paa, at det har skaffet mig uendelig behagelige Timer,
og, da jeg veed, Du er menneskekjærlig, saa overseer
Du nok Hvad der skal oversees; det er nemlig: det
Hele!
Lev vel, kjære, søde Alvilde! Jeg haaber, at vi
engang endnu i denne Verden skulle faa hinanden at
se! Hils min
Winther
fra hans og Din
Sophie.
l) Carl Tutein.