266 / 448
Hvor skal jeg dog begynde med at fortælle Dig
alle de store og smaa Begivenheder, som den laalandske
Verden frembyder! Stof har jeg Nok af; men det er af
saa uinteressant, saa upoetisk Natur, at jeg næppe tør
gjøre Forsøg paa at forme det og sende det til Dig,
som er saa forvænt ved idealsk Skjønhed; thi den har
jeg ingensteds fundet saaledes at være Tendensen i
Alt, som i Dit Hjem. — Jeg taler om
Det,
der i den
sidste Tid har gjort mest Epoke her, naar jeg nævner
Dig „det
tietgenske
Skuespiller-Selskab“. Jeg saae
ogsaa disse Komedier et Par Gange, men fandt ingen
Philiner
o g
ingen
Wilhelm Meister
, men derimod en
Samling af de allersimpleste Individuel’. — Forresten
gjorde de en enorme Lykke; Folk, som ikke vilde
kjøre een Mil for at se en smuk Situation, og som gik
følesløse forbi Naturens høje Skjønheder, de søgte
n u
— ved at fare otte Mile i Regn og Blæst paa de
skrækkeligste Veje — at vise, at de have Skjønheds-
sans, de gabede nu med Henrykkelse paa de malede
Træer og Blomster og saae forbitrede hen til mig, naar
jeg ikke kunde undertrykke min Latter, som jo sagtens
var malplaceret; thi det var ved de mest tragiske
Steder.
De fleste Mennesker, som jeg har gjort Bekjendt-
skab med, ere —
entre nous
— kjedsommelige. Præ
sterne ere Landmænd, som ikke have Sans for Andet
end Korn og Svin; deres Madammer snakke kun om
deres Fløde og deres Smaa; dog iblandt de Sidste er
der een Undtagelse, det er nemlig en Madam
Rosen
kilde;
hun har været Guvernante hos en meget fornem
Familie, hun har Dannelse, er smuk og behagelig, og
—
261
—