ChristianWinther

—

259

Sophie

skrevet Digt1) — skal have den Glæde at fore

læse Dem og Deres velsignede Mama! — Da jeg rejste

hjem om Aftenen, var jeg ligesom ør og fuld af Glæde

over alt det virkelig højst Udmærkede, jeg havde hørt.

For Vejrets Skyld have vi forresten indskrænket

vore Passetemps2) inden for vore egne Døre, hvilket

— som De veed — er mig det Kjæreste. Vi have

passiaret, jeg har forelæst „Hverdagshistorier“, man har

slagtet Svin, bagt en Uendelighed af Hvedebrød, gaaet

lidt i Kirke, tysset paa den velsignede Flok uregerlige

Unger, o. s. v.

E t viola tout!

Imorgen ere vi ind-

budne til Kammerherre

Wichfelds

paa Engestofte, og

paa Mandag forlader jeg Øster-Ulslev for at tilbringe

nogen Tid i Maribo, Laaland, hvorfra jeg vil drage

direkte tilbage til No 61 i Kompagnistræde.

Er det nu virkeligen Deres Alvor, min fortræffeligste

Aluilde

, at De vil skrive mig til, gjøre mig saa lykke

lig, saa beder jeg Dem — jeg tør jo nok? — lad det

ikke vare for længe efter dettes Modtagelse. De adres

serer da til mig i Maribo, Laaland. Jeg glæder mig

ikke lidt til dette Brev, maa jeg sige Dem, og De gjør

mig en virkelig Sorg, hvis det udebliver! — Vær nu

stærk og rask og glad, og lad ikke Livets smaa

Mod

bydeligheder,

som dog aldrig kunne mangle, gjøre for

stærkt indtryk paa Dem og blege Deres Kinder, saa-

ledes som sidst, jeg saae Dem; — det forekom mig

idetmindste saaledes! Eller maaske var det

min Be

drøvelse

over Deres Bekymringer, der lod mig se

Noget, som ikke var?

5 Se Side 265—66. 2) Tidsfordriv.

17*