KøbenhavnsKommuneskole

kun med Modvilje søgte denne, nu viser den største In

teresse for sit Arbejde, og med Glæde og Lyst giver Møde

om Morgenen*).

Men man er ikke blevet staaende herved.

I rigtig Erkendelse af, at det ofte vil være vanskeligt

for et saadant Barn at komme frem senere hen i Livet

— Flertallet af Børnene er fra meget fattige Hjem (se herom

næste Afsnit: Friluftsskoler) — er man ved at skride til

Oprettelse af en „Forening for Værnebørns Forsørgelse“ ,

som vil komme til at bestaa af Medlemmer baade fra

Skolen og fra Borgerskabet. Den vil faa Kontor paa Cen

tralskolen, et Slags A r b e j d s a n v i s n i n g s k o n t o r , hvorfra

udgaaede Elever saa vidt muligt vil kunne anbringes i

Pladser, der maatte egne sig for deres Evner.

Et første Skridt i denne Retning har man allerede be

gyndt paa, idet man een eller flere Gange om Ugen i et

Par Aftentimer samles med Elever i den ældste Klasse og

afgaaede Elever — udelukkende Piger, da Drengene endnu

ikke har været saa lette at faa fat paa. Man søger her —

bænket sammen ved en Kop Te eller lign. — gennem lidt

Undervisning, Oplæsning, Brætspil o. a. Tidkort at skaffe

disse Samfundets Stedbørn lidt af den hjemlige Hygge, der

for de flestes Vedkommende kun er beskaaret dem i saa

ringe Grad. —

Frila

fisskoler.

I en Undersøgelse over et større Antal Værneklasse-

børn skriver Skolelægen, Dr. P. He r t z : „Denne Oversigt

levner ikke nogen Tvivl om, at Sygdom, legemlig Brøst

o g Mangler samt daarlige Livsforhold har en meget væ*) Undervisningen foregaar udelukkende om Form iddagen: for de ældste

fra

— i og for de yngste

—