101 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
udnævne vægterkorpset til »den meest religieuse Corporation i
Staten«, når det gjaldt om at finde mere eller mindre hellige an
ledninger til at ønske glæde og lykke for folk, thi det »vedbliver
stadigt at venerere St. Hans, St. Mikkel, St. Morten og de hellige
tre Konger«.0'’ Det uheldige dusørsystem var imidlertid ikke let at
komme til livs til trods for, at dets upopularitet kunne forene bor
gere af selv de mest forskellige samfundsopfattelser i enig mod
vilje.
Uden at afvente resultatet af planerne om et nyt politi i 1848
foretog en kreds af borgere et fornyet angreb på skikken ved at
sende et andragende herom til borgerrepræsentationen, som var
meget positivt indstillet og henviste det til politidirektørens be
tænkning. Hermed var sagen imidlertid stillet i bero for en tid, for
trods gentagne anmodninger forelå Bræstrups svar først i efteråret
1852, og så var det endda særdeles nedslående, idet dusørerne viste
sig at udgøre en så væsentlig indtægtskilde, at skulle et forbud ind
føres, måtte politiets lønninger forhøjes med ikke mindre end ca.
150 %. Dertil kom, at Bræstrup fandt det helt umuligt at ophæve
dusørsystemet for vægternes vedkommende, og skulle det over
hovedet afskaffes, måtte det selvfølgelig gælde for alle. Et forbud
ville sikkert endda være umuligt at overholde, selv om lønnen for
højedes. Dette var mere end rigeligt, og borgerrepræsentationen
besluttede straks at meddele magistraten, at da alene politiets løn
krav ikke kunne opfyldes, fandt man sig ikke foranlediget til at
gøre mere.
Borgerrepræsentanternes reaktion er vel forståelig, omend ikke
udtryk for hverken vilje eller evne til at løse problemet, men til
gengæld giver de tørre tal også rigelig baggrund for borgernes util
fredshed. Skikken fortsatte altså uantastet, kun regelmæssigt led
saget af vrede ord i pressen, stadig anført af Dagbladets redaktør,
den unge jurist C. St. A. Bille, der ivrede mod »de privilegerede
7
99