104 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
sende rygte gik, at en af tyskerne skulle have snydt sin næse i Dan
nebrog. Dagbladet tog skarpt afstand fra optøjerne og opfordrede
politidirektøren til at trænge til bunds i sagen.100
De voldsomste begivenheder af den slags indtraf, da regeringen
efter fredsslutningen forlagde nogle bataljoner holstenske soldater
til København. Deres sprog og uniform gjorde dem naturligvis let
kendelige, og ved muligvis p.g.a. utryghed oftest at færdes i flok
henledte de i endnu højere grad opmærksomheden på sig. Resul
tatet blev da også gentagne sammenstød med københavnerne, i et
enkelt tilfælde med så blodigt udfald, at 4 af soldaternes modstan
dere, deriblandt en politibetjent, måtte bringes på hospitalet. Det
er klart, at holstenernes stilling i hovedstaden ikke blev behageligere
herefter, selv om man søgte at undgå gentagelser ved at give sol
daterne udgangsforbud om aftenen og forbyde dem at bære side
våben uden for tjenesten. Fædrelandet lagde hele skylden for mi
seren på regeringen, som havde været så tåbelig at trække holste
nerne til København, som om man »med et Pennestrøg kan udslette
nationale Følelser og historiske Erindringer og lappe forskjellige
Folk og Stater sammen som brogede Klude«. Det var én til helstats
folkene.101
Under sådanne tumulter kunne enhver se berettigelsen af poli
tiets prompte og effektive indsats, som også påskønnedes fra mange
sider, når den forekom. Og i almindelighed fordømte den samlede
presse også, når »Drivere og Commerslystne«s kådhed tog over
hånd, som det fx var tilfældet på de årlige balladedage, nytårsaften
og kongens fødselsdag. Et særligt problem var det berygtede lysekor,
der under 3-årskrigen drog rundt i gaderne for at tvinge folk til at
sætte lys i vinduerne, når der var kommet gode efterretninger fra
krigsskuepladsen. Reagerede beboerne ikke på kravet om lys, risi
kerede de at få slået deres vinduer ind, så som regel stillede folk i
deres befippelse frem, hvad de havde ved hånden. Politibetjentene
102