103 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
og hele forholdt sig passivt, udviklede sig hurtigt til en almindelig
tro på, at det var sat ud af spillet. Fordi politiets optræden i be
folkningens bevidsthed tidligere ganske selvfølgeligt havde været
forbundet med det enevældige styre, kneb det med at forstå, at
politimagten stort set skulle fungere videre som før under den ny-
vundne frihed, og samtidig med at politiet rent faktisk ikke for
måede at virke tilfredsstillende, udviklede der sig i årene efter 1848
et stadigt større modsætningsforhold mellem dette og køben
havnerne.
Dette overskyggedes imidlertid i de første par år af en sag af
noget større dimensioner, nemlig 3-årskrigen mod insurgenterne,
som indirekte forskaffede politiet i København en del problemer
med hensyn til overholdelse af almindelig ro og orden. Den natio
nalfølelse, som krigen både vakte og styrkede, gav sig naturligt
udslag i en voldsom og unuanceret uvilje mod alt, hvad der var
tysk, og det skulle blive årsag til nogle af de alvorligere urolig
heder, der med mellemrum plagede hovedstaden i mellemkrigs
årene.
I de fleste tilfælde var der tale om begivenheder af episodeagtig
karakter, der oftest startede ved en tilfældighed, som da en lille pige
kastede skarn ned i et bageri gennem et kældervindue, og en af
svendene gav hende en revselse med det resultat, at pigen hylede
op og sagde, at hun »havde faaet Prygl af en Tydsker«. Stor bal
lade, der endte med rudeknuseri hos bageren og tumulter, som va
rede ved til langt ud på natten trods borgervagtens indgriben.™
Det var i 1848, men det skulle ikke blive sidste gang, tyske hånd
værksvende i København kom til at mærke, at de stammede fra
et land, »som vi have god Grund til ikke at elske«. Så sent som i
1861 angreb en stor menneskemængde en Nørrebro-restaurant,
hvor en forening af tyske håndværkssvende holdt fest. Det ophid
101