102 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
Tiggere, der under det pyntelige Navn af Nyaarsgratulanter navn
lig brandskatte Huuseierne og husere i de Handlendes Butiker«.
Heldigvis var det jo en skik, som den ydende til enhver tid kunne
ophæve, og bladet forsømte ingen lejlighed til at opfordre hertil;
det kunne måske oven i købet fremskynde den hårdt tiltrængte om
ordning af politiet.97
Denne agitation mod det hærgende nytårstiggeri bundede uden
tvivl i en dyb og reel utilfredshed blandt Københavns borgere, der
omsider gav sig udslag i en konkret klage til politidirektøren over to
betjentes og to vægteres betleri ved nytår 1860. Sagen førtes for
kriminal- og politiretten i København, hvor de tiltalte hævdede at
have deres foresattes tilladelse til nytårsgratulation, og politidirek
tøren fremhævede i en erklæring, at skikken aldrig havde været
forbudt, »men fundet aabenlyst Sted fra umindelige Tider, uden
tvivl fra Politiets første Indretning«, så at den måtte formodes at
have vundet hævd ved langvarig brug og stiltiende samtykke. Dom
men, som jo var af principiel betydning, lød på frifindelse, men sa
gens berettigelse understregedes ved, at omkostningerne pålagdes
det offentlige.9s Heraf blev utilfredsheden med systemet naturligvis
ikke mindre.
Trods ihærdige forsøg fra Bræstrups side lykkedes det imidlertid
hverken at forbedre lønningerne eller øge politistyrken væsentligt i
årene mellem de to slesvigske krige, så det kan ikke undre, at det
politi, der organisatorisk og kvalitativt blev stående på et lavt ni
veau, slet ikke formåede at leve op til de ændrede krav, de nye tider
trods alt stillede.
Det knæk, politiets anseelse led i marts-dagene i 1848, lykkedes
det aldrig at forvinde. Den nationale begejstring og glæden over
udsigterne til en fri forfatning blev ganske vist holdt inden for
passende rammer, men tilfredsheden med, at politiet i det store
100