124 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
Det var rigtigt, og Dagbladet måtte oplyse, »hvad Læsere med
nogen æsthetisk Dannelse vistnok af sig selv ville have gjættet, at
dette Brev fra en norsk Dame ikke var en Virkelighed, men en
Fiktion, en æsthetisk Form«, som imidlertid var bygget over en
tidligere refereret, virkelig hændelse. Brevet skulle vise udlandets
syn på danske forhold og var i øvrigt skrevet af »en af vore mest
yndede Novelleforfattere«, der måtte have været meget uheldig,
hvis hensigten ikke havde været tydelig for enhver.1 '0
Hvor velment forsøget måske end var, så var det dog ikke særlig
klogt at bringe en opdigtet vidneforklaring mellem alle de sande,
og bladets modstandere forsømte heller ikke at udnytte chancen.
Berlingske Tidende angreb i en leder meget voldsomt denne blan
ding af »Sandhed og Løgn« som upassende og farlig i en tid med
ophidsede gemytter,1 '1 og herefter var det kun alt for let at bringe
den norske dame i erindring eller at hentyde til Dagbladets forbin
delse med den yndede novelleforfatter, når der skulle pilles ved
sandfærdigheden af avisens øvrige oplysninger. De konservative
blade antydede også drillende, at Dagbladet i virkeligheden var
blevet holdt for nar med historien om den norske dame, men for
at skjule dette nu var nødt til i stedet at indrømme, at det havde
villet vildlede læserne,1 '2 og triumfen var fuldkommen, da Ber
lingske Tidende kunne meddele, at brevets forfatter havde været på
redaktionen og fortalt, at han selv ikke havde næret tvivl om sagens
rigtighed, og at Dagbladets redaktør havde optaget brevet »fuld
kommen bona fide«.173
På Dagbladet fulgte man med stigende irritation modstandernes
udnyttelse af historien, som man naturligvis helst så glemt så hurtigt
som muligt, men over for beskyldningen for at have kastet sig i
»Usandhedens Scylla« for at undgå »Mystificationens Charyb-
dis«174 blev man dog nødt til at lade den norske dame optræde en
sidste gang. Ledsaget af et angreb på de politivenlige blade bragte
1 2 2