120 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
mod gentagelse af den slags »tumultuariske og forbryderiske Hand
linger«. Al uordentlig sammenstimlen og larm på gaden blev ud
trykkelig forbudt, og da eventuelle nysgerrige kun opmuntrede uro
stifterne og øgede uordenen, anmodedes også de om at holde sig
borte. Børn, læredrenge og tyende skulle holdes inde efter mørkets
frembrud, og reglerne om al beværtnings ophør senest kl. 23 skulle
overholdes. Ro og orden ville om nødvendigt blive opretholdt med
magt, og man kunne takke sig selv for eventuelle ubehageligheder,
hvis man ikke rettede sig efter denne advarsel. Til slut opfordredes
alle fredselskende borgere til at støtte politiet, så der igen kunne
blive sikkerhed og ro i byen.102
Det er muligt, at denne proklamation i første omgang mod sin
hensigt virkede som en udfordring, for gadeoptøjerne samme aften
antog et hidtil uset omfang. Til gengæld blev de også de sidste i den
kæde af uroligheder, der tog sin begyndelse nytårsaften, for politiet
gjorde sit bedste for at efterleve morgenens bekendtgørelse, og med
hjælp fra en deling husarer lykkedes det i løbet af aftenen at
kvæle oprørsstemningen ganske effektivt. Der blev uddelt drøje
hug af et godt hjerte og arresteret en del uroelementer, deriblandt
efter sigende også nogle af »den bedre Klasse«,1“3 og hermed er
kendte den slagne part sit nederlag.
Nogle dage senere spredtes ganske vist ved anonyme breve det
rygte i byen, at det skulle gå løs igen med fornyet styrke. Pressen
tog skarpt afstand fra disse forlydender, hvis ophavsmænd aldrig
blev opdaget.154 Men de har næppe, som rygtet ville vide, tilhørt
»et Reactionsparti af den høiere Klasse«, som ønskede at skabe de
monstrationer for at vise udlandet, »at det danske Folk ikke er
modent til Friheden«; hertil skulle høre selveste udenrigsministeren,
baron C. F. Blixen Finecke.1““
Det blev dog ved truslerne, og siden var byen rolig. Som et lille
efterspil kunne politidirektøren meddele i bladene, at i alt nogle og
118