118 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
lig brutalt frem og have overfaldet både skyldige og uskyldige i
et forsøg på at »opføre en af de fra Absolutismens Tid bekjendte
Gadekampe«. Bladet gik endda så vidt som til at påstå, at alle den
sidste tids rygter om uro mærkeligt nok kunne spores tilbage til
politiet eller kredse i nær forbindelse med dette, så måske skulle det
fredelige danske folk i virkeligheden irriteres og bankes til optøjer
og forstyrrelse af den offentlige ro og orden »af Grunde, som vi
ikke kunne udgranske«.142
Det ville nok også blive vanskeligt at finde en rimelig forklaring
på netop dette fænomen, men politiets »Malkonduite« nytårsnat
dokumenteredes i hvert fald til overflod, da bladets opfordring til
forulempede om at melde sig med deres klage gav overvældende
bonus.143 Alle dagbladene var i princippet enige om, at der burde
foranstaltes en undersøgelse, selv om der naturligvis var langt fra
den højreorienterede presses omtale af vort dygtige og årvågne
politi144 til Dagbladets sarkastiske bemærkninger om dets i årevis
ustraffede myndighedsmisbrug.145
Endnu før sindene var faldet til ro, blussede urolighederne imid
lertid op igen. Baggrunden var denne gang en anden, idet mod
viljen mod grevinde Danner, kammerherre Berling og ministeriet
Rotwitt var næsten fuldstændig glemt til fordel for det aktuelle
mellemværende mellem politiet og den såkaldte københavnske pø
bel. Der er ingen tvivl om, at de optøjer, der fandt sted i byen på
ugedagen for nytårsspektaklerne, var rettet mod politiet, selv om
man varmede op ved at råbe og huje ved hotel Royal, hvor ikke
mindre end 3 af ministrene, deriblandt Rotwitt, boede.
Urostifterne mødte næsten ingen modstand i byens gader, men
da de forsøgte at trænge over på Slotsholmen, fandt de alle broer
spærrede af garden og politiet, og denne provokation fik opløbet
til at udarte. »Ned med Kiæppedrengene«, lød råbet,146 nu skulle
politiet bankes af. Droschekuskenes foderkasser og et lille nødtørfts-
116