48 / 110
Tider«, at »kåd som hingstene, der trækker ham, og
stolt af sin herre« giver herskabskusken uden at skele
hverken til højre eller venstre hestene tøjlen, og »først
da, når han af skriget kan merke, at en ulykkelig fod-
giænger er anstødt eller overkiørt, råber han varschou
og iler med fordoblet fart af sigte« 36) — alt medens
myndighederne var ved at fortvivle, da de ikke vidste,
hvad de skulle stille op imod de ustyrlige kuske, som i
tillid til deres herskabs beskyttelse gjorde lige, hvad
der passede dem.
Når sneen om vinteren dækkede by og land med sit
hvide tæppe, kom kanerne frem til stor fornøjelse for
høj som for lav. »Den 18. februar 1679 — fortælles det
således — har Hans kgl. Højhed Prins Frederik uden
for Nørreport på Peblingesø med en anselig slædefart
og ringkøren ved trompeters lyd og klingende kærpau
ker sig forlystet, og det udi en stor mængde folks på-
syn, hvilke sig over Hans kgl., Højheds nærværelse,
som med Prinsessen af Tarante kørte foran, hjærteligen
frydede. Derpå fulgte nogle grever og andre fornemme
kavallerer; disse førte hver besynderlig
(for sig)
en af de
højadelige hofdamer i deres karm, hvilke med hel ko
stelige dækkener vare bedækkede og hestene ikke
mindre overmåde herligen vare udstafferede« 37).
Men det var ikke alene hoffet og adelen, der forly
stede sig med at køre i kane — alle benyttede sig om
vinteren af dette transportmiddel, da det uden tvivl
var det eneste, der kunne anvendes i de snefyldte ga
der. Og lystigt har det været under bjældeklang og pi
skesmeld af fare gennem den hvide by. Nok så fornøje
ligt var det dog at foretage en kanefart om aftenen i
45