52 / 110
Til disse hørte byens tiggere. Til daglig var der næp
pe mange, der tog anstød af dem, vant som man var til
synet af disse stakler med deres pjaltede klæder og for
sultne blikke, der som oftest forenede deres nød og
elendighed med fup og svindel. Næsten overalt hær
gede de byen som en svøbe, og da fattigfogederne —
de såkaldte stodderkonger — i stedet for at holde
justits på gaderne var mere interesseret i at opkræve
deres uretmæssige andel i tiggernes udbytte, var det
vanskeligt at komme dette uvæsen til livs. Ingen kom
dem heller til hjælp, hvis de søgte at unddrage stod
derkongerne deres tribut, selv om en eller anden
måske nok har fundet straffen vel hård, for det var
unægteligt et hæsligt syn at se »den grusomhed, hvor
med disse elendige på vejen behandles, de utallige,
græsselige stød og slag, som nedregner over de ulyksa
liges hoveder og af pjalter ilde skjulte lemmer, de bug
lede, blodige og sønderslagne pander og næser«,
fortælles det 1780 44k
Næppe een gade kunne sige sig fri for tiggere — det
skulle da være de allerusleste og mest uhumske stræder
og »gange« — for tiggerne havde sat deres »arbejde« i
system og fordelt »stadepladserne« mellem sig. Børn
blev ofte udnyttet på den groveste måde. Således skal
det ikke have været usædvanligt »at see et par småe
halwoxne børn med en knap
2
års gammel rolling
imellem sig, siddende på et rendestensbræt og gjen-
nemtrukne af regn eller sne, og høre dem i den mest
klagende tone, hvert øjeblik afbrudt ved hulken og
gråd, at istemme en psalme« — i håb om at få tilkastet
en skilling. Og midt i denne elendighed skulle man
49