![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0053.jpg)
vogte sig for ikke at blive et bytte for de mange lom
metyve, der overalt i byen øvede ders forbryderiske
håndtering. Selv godtfolks børn optrådte i bander, der
udgjorde en fare for sikkerheden på gaderne — til stor
forargelse iøvrigt for »Aftenposten«, som i 1774 ud
talte: »Hvilket ryggesløst levnet seer man ikke blandt
skolebørnene på gaderne, når de gåe af skole; støyen,
allarm, skrien, skielmstykker blandede med skarnag-
tigheder, til største vanære for forældre og ulyksalig
hed for måske mange af de tøyleløse børn«. Men værre
endnu var de egentlige gadedrenge, dem Thomas
Overskou i sine erindringer omtaler som fattigfolks
»unger«, der dagen igennem var overladt til sig selv og
»barbenede, barhovede og halvpåklædte i smudsige
pjalter« terroriserede byen. »Under støj og slagsmål —
fortæller han — spillede de klink op ad mure og porte,
drillede de syngende visekællinger og råbende torve -
bånder, rendte med hujen, hvinen og piben i fingrene
efter de mange fulde folk, der da dinglede igiennem
gaderne, og flokkede sig med den voxne pøbel til en
stor, hurraskrålende sværm omkring de hyppige optog
af vægtere, der om aftenen på stigen transporterede
døddrukne matroner, fleskedragere, sjouvere og andet
»mådeligt standsfolk« til politikammeret«46).
Selv de kongelige herskaber lod de ikke i fred. Når
kongen kørte til teatret, forsamlede de sig på Slots
pladsen og forfulgte hans vogn med råben og skrigen,
medens de samlede brændende ildstykker op fra fak
lerne og bombarderede hestene med dem.
Frygt og rædsel for at blive offer for pøbelens udske
jelser tjente naturligvis også som undskyldning for, at
50