ByOgTrafikGennem700År

skæret af flimrende bagfakler — hvad der i slutningen

af 1700-tallet synes at have været tidens store mode.

Lod sneen vente på sig som i 1777, var det en stor skuf

felse, ikke blot for hyrekuskene men også for »så

mangen brav jomfru« og måske også for husets frue:

»Hvortil nu de nye topper, nye kanehuer, de nye for

gyldninger på kanerne og husarhuerne?« 38)

Der er ingen tvivl om, at alle lige fra kongehus til

den gemene mand i disse år betragtede kanekørsel som

en af vinterens virkelige store fornøjelser. Ingen kane

kusk med respekt for sig selv tog imidlertid det fjerne

ste hensyn til deres omgivelser. Ustraffet kunne de »ja

ge igjennem gaderne, og især om aftenen i mængde

jage på Kongens Nytorv, så at de gående, uagtet ka

nerne efter placat af 18. januari 1780 er forsynede med

bielder, dog have al mulig opmærksomhed nødig, for

at ikke blive af kanerne, som komme i alle retninger,

overkjørte;at såvel kudske som unge herrer have en

lang snert på pidsken for at kunne knalde dygtigen, er

ikke heller overensstemmende med god medicinal-po-

litie-love, da derved ikke sieldent folk ere bievne be

skadigede 39b

Det var derfor ikke altid »ei blot til lyst« at stille sig

op på gaderne for at betragte de gæve kanekuskes kør

sel.

I dette virvar af køretøjer og kaner var fodgængere

således ikke særlig velsete, og mange har sikkert også

følt sig ilde til mode ved tanken om, at de ikke havde

råd til at køre men måtte nøjes med at benytte sig af

»apostlenes heste«. Alligevel må det tages med forbe

hold, når det

1762

blev påstået, at heste, vogne og