![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0049.jpg)
skæret af flimrende bagfakler — hvad der i slutningen
af 1700-tallet synes at have været tidens store mode.
Lod sneen vente på sig som i 1777, var det en stor skuf
felse, ikke blot for hyrekuskene men også for »så
mangen brav jomfru« og måske også for husets frue:
»Hvortil nu de nye topper, nye kanehuer, de nye for
gyldninger på kanerne og husarhuerne?« 38)
Der er ingen tvivl om, at alle lige fra kongehus til
den gemene mand i disse år betragtede kanekørsel som
en af vinterens virkelige store fornøjelser. Ingen kane
kusk med respekt for sig selv tog imidlertid det fjerne
ste hensyn til deres omgivelser. Ustraffet kunne de »ja
ge igjennem gaderne, og især om aftenen i mængde
jage på Kongens Nytorv, så at de gående, uagtet ka
nerne efter placat af 18. januari 1780 er forsynede med
bielder, dog have al mulig opmærksomhed nødig, for
at ikke blive af kanerne, som komme i alle retninger,
overkjørte;at såvel kudske som unge herrer have en
lang snert på pidsken for at kunne knalde dygtigen, er
ikke heller overensstemmende med god medicinal-po-
litie-love, da derved ikke sieldent folk ere bievne be
skadigede 39b
Det var derfor ikke altid »ei blot til lyst« at stille sig
op på gaderne for at betragte de gæve kanekuskes kør
sel.
I dette virvar af køretøjer og kaner var fodgængere
således ikke særlig velsete, og mange har sikkert også
følt sig ilde til mode ved tanken om, at de ikke havde
råd til at køre men måtte nøjes med at benytte sig af
»apostlenes heste«. Alligevel må det tages med forbe
hold, når det
1762
blev påstået, at heste, vogne og
46