584 / 652
576
Pesten 1711—12.
Kors, og al Forbindelse mellem dem og Omverdenen blev
afbrudt.
86
Vægtere besørgede Bevogtningen; de Syges
Værelser forsegledes, og de friske blev enten afsondrede
i egne Værelser eller sendte til Karantænehuset paa Chri
stianshavn. Mærkeligt lyder det i vore Øren, at de Per
soner, der tvangsvis anbragtes i Karantænen, selv maatte
betale — eller rettere afsone — deres Pleje og Ophold her,
skønt de gennemgaaende hørte til de fattige Klasser, thi
mere formuende Borgere risikerede aldrig en saa ilde Med
fart. Naar man ret ofte i Protokollerne støder paa en
Bemærkning som denne: »15. Okt. en fattig Dreng ved
Navn Peder Bertelsen frigiven uden Betaling« eller »5.
Okt. en gammel, fattig Skomager fra Odense, Jens Johan
sen, frigivet af Karantænehuset uden Betaling«, saa synes
denne Velgørenhed meget praktisk, da det maa have været
uoverkommeligt at presse Betaling ud af mange af disse
Stakler. Intet Under, at, som Karantæneskriveren oplyser,
»de fattige Piger, Soldater- og Baadsmandskoner, som
have siddet dér saa længe, hyler og græder hver Dag«.
Hvor megen Elendighed, dette alt for sildige Afspær
ringssystem medførte, kan lettere tænkes end beskrives,
og frygtelige var tit de Rædsler, det affødte. Man kan
gøre sig et Begreb derom ved Kommissionens Skrivelse
af 13. Juli: »Som der er stor Misbrug her i Staden, at de
udkaster deres syge Tjenestetyende, og en Del af dem er
i Dødsangst, som de ligger paa Gaden . . .« I den store
Pestforordning af
1
. August findes det atter nødvendigt at
fastslaa høj Straf for enhver, der kaster sine Syge ud paa
Gaden. Men desuagtet fandtes der Folk nok, der laa og
døde som Hunde ude i Gadens Snavs, uden at en Haand
rørte sig for at hjælpe dem. Hele Dage laa de undertiden
uden Hjælp og uden Ly, til Døden tog sig af dem.
Gode Venner skyede hverandre; der var Eksempler
paa, at Broderen forlod sin døende Søster, Manden sin
Hustru, Børnene deres Forældre. Alle Meddelelser fra