HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

Pesten 1711— 12.

577

mistænkte Huse modtoges kun paa aabne Sedler, der rak

tes frem paa Tænger og blev gennemrøgede med Svovl eller

Krudt, før de læstes. Betegnende for de opløste Forhold

er det, at der for næsten hver Sag, der er indført i Kø

benhavns Bythings Stevneprotokol, staar Resolution i

Smag med denne: »Ruben Furst, Jøde, contra Levin Abra-

bram, Jøde, efter Indstevning d. 22. Juli og Opsættelse

d. 23. ibd. — Sagen blev paaberaabt, men ingen af P a r

terne mødte, thi blev Sagen ophævet«, — eller »paa begge

Parters Begæring blev Sagen opsat i 4 Uger«.

Præsterne fik Ordre til fra Prædikestolene at formane

Folk til Forsigtighed med inficerede Sagers Behandling,

til ikke at betjene sig af Syges og Dødes Gang- og Senge

klæder og saaledes føre Smitte fra Hus til Hus. Ligeledes

skulde Præsterne advare »gemene folck mod, naar liig-

vognen disvære formedelst mængden af liig maa fare om

dagen, at følge vognen i troppevis og komme ligene saa

nær, at de lettelig inficeres«; særlig skulde Advarslerne

rettes mod »de tiennestetyende, der er saa ublu, at de

løber om til de syge og inficerede og bringe sig og deres

herskab i u-lycke«.

I den store Pestforordning blev specielt Jøderne, »som

pleie at holde deres huse meget urene«, tilholdt at udrense

godt, under Trusel om Udvisning af Riget. I Begyndelsen

af Pesten forekom der intet Smittetilfælde blandt Byens

Jøder, men i August forefaldt de to første Dødsfald, og

den jødiske Nations Ordførere, Meyer Goldsmidt og Abra

ham Cantor, indgav derfor en Ansøgning om at maatte

udføre deres Syge til Kur i det Hus, man havde bygget

dertil uden for Nørreport, og om at maatte begrave deres

Døde paa deres egen Kirkegaard efter deres egne Cere

monier og af deres egen Præst og Graver. Tilstanden mel

lem de danske Jøder har aabenbart ikke været saa møn

sterværdig som i Holland, hvor der under Pesten i Nim-

wegen ikke døde én eneste (ne unicus quidem, skriver