595 / 652
Pesten 1711—12.
587
men ogsaa Husets andre Folk, der ligeledes var angrebne.
— Dr. Bøttichers egen Hustru plejede deres syge Datter,
bar hende paa Armene, kyssede hende, lagde hende i sin
egen Seng. Barnet døde, men Smitten undveg Moderen.
Flere andre Tilfælde fremdrager Dr. Bøtticher, hvor Mod
og Offervillighed belønnedes med Sundheden, og man
kommer uvilkaarligt til at tænke paa den gamle svenske
»Recept« mod Pesten fra Aar 1570—80:
»Tagh
1
halfft lod af guddomligt forsyyn.
1 Skåålpund af een sand Boot och Batring.
2 Skåålpund af et godt Tolemodh:
och stoot thette smått uthi een Morter.« Hvis man bruger
denne Salve hver Morgen og Aften, saa h a r man en god
»styrchelig och tilforlåtelig lækiedom« mod Pesten.
Selvfølgelig glemmer Dr. Bøtticher heller ikke ved
denne Lejlighed at fremhæve sin egen utrættelige Iver og
Nidkærhed. Utvivlsomt har han virkelig udført et op
ofrende og værdifuldt Arbejde for Samfundet, et Arbejde,
for hvilket han lønnedes med en skønne Dag at blive
afskediget uden Pension og uden Anerkendelse; han døde
som en meget gammel Mand i yderste Armod. Hans
Ulykke var, at han, som Geheimeraad, Admiral Fr. Gedde
skrev om ham i et Brev til Geheimeraad Sehested d. 24.
Februar 1712, havde »en schiiden mund, der taler ilde
om .folck, som hand icke kand bere vand til; dertilmed
skal han haffve en inbildendes orm aff høyhed«. En
»tydsch wurmbrandt« kaldte Admiralen ham for. -
Et smukt Eksempel paa Pligttroskab gav Stadens
Gejstlige, der alle — paa ovennævnte Knud Tommerup
nær — blev paa deres udsatte Post. Selvfølgelig kunde
Sognepræster og Kapellaner ikke overkomme at drage aan
delig Omsorg for alle de Døende; Kommissionen maatte
opfordre Biskop Chr. Worm til at skaffe Hjælpepræster,
da der »mangler Hjælp paa Sjælens Vegne, hvilket for-