238 / 795
2 2 6
Sigurd N ielsen
ning. I 1790 indskærpedes reskriptet af 7. oktober 1771,
hvilket mange beklagede som bidragende til, at hæder
lige borgere afholdt sig fra at deltage i den offentlige
meningsudveksling. Det 18. århundredes tro på, at bor
gernes deltagelse i diskussioner af statens forhold var
gavnlige, sad dog regeringens mænd så dybt i blodet, at
der måtte overvejelser til, før regeringen begrænsede
den diskussion, den selv havde fremelsket. Men en kreds
af borgerlige forfattere var under den store revolutions
påvirkning gået over til at drøfte det hensigtsmæssige
i en ændring af selve forfatningen og regeringsstyret.
Den 27. september 1799 udsendtes da en forordning, der
indskrænkede trykkefriheden kraftigt og blev grund
laget for statsmagtens politik i trykkefrihedsspørgsmål
indtil enevældens ophør. Den tilsigtede først og frem
mest at standse diskussionen om regeringssystemet. § 1
bestemte, at den, der tilskynder til forandring af rege
ringsformen eller til opstand mod kongen, skal have
sit liv forbrudt. § 2 fastsatte landsforvisning som straf
for den, der laster eller forhåner landets forfatning eller
kongens regering. Og endelig takseredes i § 3 at laste
den monarkiske regeringsform i almindelighed til
3—10 års fængsel. For at sikre overholdelsen af disse
bestemmelser fastsattes, at alle aviser og periodiske
blade under 24 ark skulle tilstilles politimesteren, før
udgivelsen fandt sted. Domfældelse for overtrædelse af
loven medførte livsvarig censur. Mange udtryk i loven
var uklare, men kort tid efter udgav den unge jurist
Anders Sandøe Ørsted en fortolkning af loven, der for
søgte at forklare forordningen på den for pressefriheden
gunstigste måde. Dette værk fik stor betydning i 1830’-
erne, da oppositionen gang på gang påberåbte sig denne
fortolkning som en autoritet. Den store forordning var
dog ikke det sidste ord i denne sag. Under de vanske
lige udenrigspolitiske forhold i de kommende år fulgte