240 / 795
2 2 8
Sigurd N ielsen
Det begyndte med, at „Københavnsposten“ kritiserede
presselovgivningen.2 Tage Algreen-Ussing svarede i en
artikelserie i „Dagen“.3 Han benægtede, at der undtagen
for politiske blades vedkommende eksisterede censur i
Danmark. Politiet kan ikke ændre noget i et skrift, men
kan kun holde det tilbage og indsende samme til Kan
celliet, der afgør,
0111
der skal rejses tiltale imod forfat
teren, og i så tilfælde har domstolene afgørelsen. Al-
green-Ussing fandt i det hele taget pressens forhold til
fredsstillende. Forfattere kan skrive
0111
alt, hvad de
tror, kan forbedre landets love, anordninger eller offent
lige indretninger. I de få domfældelser ser Algreen-Us
sing et bevis for pressens gunstige stilling. Han er natur
ligvis ikke uvidende
0111
, at mange redaktører foretager
rettelser i manuskripterne efter politimesterens henstil
linger, men det beror jo på en overenskomst mellem
politimester og bladudgiver og har ingen lovhjemmel.
Han sparker iøvrigt kraftigt ud efter „dagdrivere“, der
kritiserer regeringen, skønt de ingen forstand har på
politik. Modparten blev ikke Algreen-Ussing svar skyldig.
Den unge prokurator Balthazar Christensen svarede i en
pjece „Den frie Presse contra Tage Algreen-Ussing“.
Balthazar Christensen begynder med at fastslå, af der
må være uindskrænket ytringsfrihed, da både fornuft
og religion kræver åndens frihed, og den er ikke til stede,
før man frit kan publicere, hvad man vil. Alle prævene
rende presselove er fordærvelige, men kun de repriine-
rende (de, der tillader at trykke under strafansvar) er
retfærdige. Balthazar Christensen betragter perioden
1770—99 som en gylden tid for pressen, men forord
ningen af 1799 betød den periodiske presses forfald.
Med hensyn til de aktuelle forhold lægger forfatteren
vægt på den gængse praksis, der medfører rettelser fra
politimesterens side og dermed reelt set censur, da de
fleste forfattere ikke tør risikere at tage en proces, der