242 / 795
2 3 0
Sigurd N ielsen
difuldt, thi det tvinger myndighederne til at være mere
forsigtige med at lægge beslag på et skrift. Derfor bør
enhver forfatter være parat til at lade sin sag afgøre
ved domstolene. Schouws synspunkt er, at indskrænk
ningerne vel er hæmmende for dansk presse, men hoved
årsagen til, at en grundig drøftelse af vore offentlige
anliggender savnes, at bladene som regel kun giver en
overfladisk bedømmelse og ellers giver sig af med æres-
skænderier, er dog, at embedsstanden er den eneste dan
nede klasse her i landet. Da embedsmandens forhold til
hans overordnede lægger hindringer i vejen for den frie
ytring, får vi først en fri presse, når en oplyst klasse
udvikles uden for embedsstanden, dernæst offentlighe
den bliver større, og indskrænkningerne i pressefriheden
hæves.
Trykkefrihedspetitionen.
I slutningen af 1834 og begyndelsen af 1835 indtraf
begivenheder, der skulle give spørgsmålet om pressens
stilling forøget aktualitet. Det begyndte med, at der blev
rejst tiltale mod David i anledning af to artikler i
„Fædrelandet“ for 29. og 30. november 1834. Sagen vakte
stærk opsigt, og der var stor sympati for David, ikke
alene hos de liberale, men også hos adskillige konser
vative.0 Ikke desto mindre ønskede man dog i regerings
kredse at foretage yderligere forholdsregler for at
standse skrivefrækheden. Den 16. december 1834 blev
der i stænderkomiteen fremlagt forslag fra kongen om
indførelse af en lignende censur i kongeriget som den,
der gjaldt i Holsten i henhold til forbundsdagens be
slutninger7 (Karlshadbeslutningerne af 1819 og Wiener-
slutakterne af 1820). Rygter om, hvad der var i gære,
begyndte at spredes, og i januar 1835 henvendte Schouw
sig til H. N. Clausen.8 Sammen med højesteretsadvokat
Høegh-Guldberg, professor Høyen, kommandør Liitken,