241 / 795
Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
2 2 9
medfører fare ikke alene for domfældelse, men også for
økonomiske tab. Der følger senere en beklagelse over den
beskyttelse, som statens embedsmænd nyder. En forfat
ter, som angriber en embedsmand, vil praktisk talt altid
blive dømt, idet regeringen nægter at lade ham få ad
gang til det nødvendige bevismateriale. Endelig mener
Balthazar Christensen, at redaktørens ansvar for alt,
hvad der står i bladet, har den uheldige følge, at for
fattere må lempe sig efter redaktørens individuelle an
skuelse. De to nævnte debattører repræsenterer yder
standpunkterne, Balthazar Christensens anskuelser min
der om det 18. århundredes radikale opposition. Baltha
zar Christensen fik støtte af C. N. David, der rettede et
meget vægtigt angreb mod Algreen-Ussings bedømmelse
af forholdene.4 David hæfter sig især ved, at vi både
har præventive og repressive forholdsregler. Ved for
ordningen af 1799 blev der fastslået straf for overtræ
delser af presseloven, men fra 1814 forhindredes straf
bare artikler i at udkomme, nu kan man blive straffet
for udtalelser, der aldrig er blevet publiceret, derfor er
det ikke så underligt, at forfattere går på akkord med
myndighederne. Endvidere fremhæver David lovenes
uklarhed, der giver et vidt spillerum for fortolkninger.
Hvor er f. eks. grænsen mellem frimodighed og utilbør-
lighed, eller mellem varme og usømmelighed. Det er
sandt, hvad Algreen-Ussing har fremhævet, at trykke
friheden er større de facto end de jure, men netop der
for får politiembedsmandens afgørelse stor vægt. Man
frygter domstolens afgørelse. Davids konklusion er, at
lovgivningen bærer skylden for pressens ringe virksom
hed. Også tilhængere af mellemstandpunkter trådte
frem i rampelyset. En repræsentant for disse er Joachim
Frederik Schouw, som deltager med et indlæg i „Dansk
Ugeskrift“.5 Schouw giver Algreen-Ussing ret i, at den
endelige afgørelse ligger hos domstolene, hvilket er vær