321 / 795
Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
309
gælde som undskyldning for selskabets passivitet. Da
samme formand i maj 1847 aflægger beretning,290 giver
han mangelen på pengemidler skylden for, at selskabets
virksomhed er lammet. I dette møde beskæftiger Leh-
mann sig ellers med, hvorledes selskabets aktivitet burde
forøges. Han omtaler mangelen på politisk litteratur og
udtaler, at der burde efter hvert stændermøde udsendes
en kort oversigt over de vigtigste forhandlinger. End
videre burde selskabet deltage i diskussionen af de vig
tigste foreliggende spørgsmål, f. eks. værnepligtssag og
trykkefrihedssag. Men at selskabet ikke ville komme til
at spille nogen rolle mere i det politiske liv, var de
liberale ledere da også klare over. Monrad advarede
Hage mod at overtage redaktionen af „Dansk Folkeblad“
efter sig i december 1846291 og betegnede selskabet som
døende.292 Allerede i 1846 havde bestyrelsen da også
overvejet at lade bladet gå ind, men da Hage overtog red
aktionen trods Monrads advarsler, vegeterede „Dansk
Folkeblad“ og foreningen indtil enevældens fald. Da be
sluttede man at lade bladet gå ind, mens foreningen
skulle bestå indtil videre, for at medlemskontingentet
kunne dække foreningens gæld. Denne beslutning toges
på generalforsamlingen den 10. maj 1848, men dog ikke
uden diskussion, som viste, at der stadig fandtes til
hængere af oplysningen som foreningens første formål.
Fuldmægtig Adolphe de Coninck og gørtlermester Dahl-
hoff var modstandere af at lade bladet gå ind, og den
førstnævnte fandt årsagen til den store nedgang i med
lemstallet i opgivelsen af „Dansk Folkekalender“. Og
Marckinann hævdede, at grunden til selskabets forlis
var, at det blev et politisk selskab, der ophørte med ud
givelsen af populære skrifter. Der var stadig en mission
for selskabet ved udgivelse af små pjecer. De liberale
førere med Wessely i spidsen henviste til, at den for
tvivlede økonomiske situation havde tvunget selskabet