320 / 795
308
Sigurd N ielsen
ning. En anmodning om ændring af dette forhold føjedes
til petitionen.
Denne kritik af regeringen gav anledning til en skri
velse fra politidirektør Bræstrup, der truede med selska
bets opløsning, hvis det oftere holdt sammenkomster til
at deliberere om lovgivnings- og regeringsanliggender.286
Selskabet svarede med at sende en klage til Roskilde
Stænderforsamling over denne trusel mod foreningsfri
heden. Foreningen betragtede det som umuligt at danne
en forening, der ikke kom til at berøre lovgivningsan
liggender.287 Endelig var foreningen blevet en politisk
forening, som de liberale havde ønsket det. På general
forsamlingen den 23. maj 1845 udtalte Lehmann i en
oversigt over selskabets virksomhed i de første 10 år
nogle principielle betragtninger. Han udtalte, at selska-
bet var en politisk forening, og det havde den været lige
fra den første dag, selv om man til tider havde forsøgt at
skjule det. Han skildrede ændringen i selskabets hold
ning til trykkefriheden. I den første tid tænkte man kun
på at afværge yderligere indskrænkninger, nu stræbte
foreningen efter at opnå en reform af presselovgivnin
gen.288
Selskabets hensygnen.
For Trykkefrihedsselskabets sidste leveår svigter kil
dematerialet i høj grad, men alt tyder på, at selskabets
rolle var udspillet, da Lehmann gav sin oversigt. Da Leh
mann året efter aflagde beretning, sagde ban da også,
at der „ingen Lejlighed har frembudt sig for Selskabet
til nogen slags politisk Virksomhed. Selskabet har heri
delt Landets almindelige Lod, den nemlig, at Frugtes-
løsheden af alle Anstrengelser har maattet slappe og
nedtrykke Deltagelsen for almindelige Anliggender“.289
Lehmann giver således den svigtende politiske interesse
blandt folket skylden, hvilket dog kun til en vis grad kan