318 / 795
3 0 6
Sigurd N ielsen
Under diskussionen kom inan ind på årsagen til, at
selskabet sygnede hen. Ploug udtalte sig meget skarpt
og erklærede, at stiftelsen af selskabet var et misgreb,
idet man for at beskytte trykkefriheden havde vendt ryg
gen mod modstanderne og lanserne imod dem, man
skulle beskytte. Foreningen udøvede en slags censur
over pressen, og da dette ikke kunne gennemføres, blev
foreningen et folkeoplysningsselskab. Hage var af sam
me mening, men var mere optimistisk m. h. t. fremtiden.
Han troede, at man ved at oprette den københavnske
generalforsamling kunne vække interesse for selskabets
anliggender. H. N. Clausen lagde som i sine tidligere
udtalelser vægt på foreningens litterære virksomhed.281
På mødet forelå kun betænkninger fra 6 filialer. De 3
(Roskilde, Holbæk og Slagelse) ønskede bevarelse af
den gældende organisation. Den anden halvdel (Møn,
Nykøbing F. og Randers) var stemt for tilbagevenden
til forholdene før 1838. Provinsen var således ikke in
teresseret i at bevare sin stemmeret, hvilket var et alvor
ligt minus for de moderate. Hother Hages forslag blev
da også vedtaget med stor majoritet.
Nye angreb på presselovgivningen.
Forfatningsændringen medfører en betydelig ændring
i bestyrelsens sammensætning. I 1843 bestod skriftkomi
teen af: C. L. Müller, H. N. Clausen, F. C. Olsen, Ham-
merich, J. E. Larsen, Allen, Bal lin, Engelstoft og Marck-
mann. 1844 var de moderate forsvundet, og sammensæt
ningen var: Lehmann, H. Hage, Balt. Christensen, Drew-
sen, J. E. Damkjer, Monrad, Meinert, Wessely og Ballin.
1844 og 45 prægedes da også af livlig aktivitet med
skarpe angreb på presselovgivningen. 5. juli 1844
offentliggjordes komitébetænkningen om pressens til
stand. Den vovede dog ikke at tage nogen stilling til,