319 / 795
Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
307
om domstolenes fortolkninger af lovene var forsvarlige
eller ej. Komiteen kom da til det resultat, at man måtte
fortsætte ad den hidtidige linie ved at virke for ændring
af presselovgivningen. Hovedangrebet rettedes mod kan-
celliskr. a l 9. Juni 1836, hvorefter uprivilegerede blade
hverken måtte bringe politiske nyheder eller bemærk
ninger over disse. Overtrædelse medførte beslaglæggelse,
men ikke sagsanlæg. Efter komiteens mening bidrog
denne mere end nogen anden til, at pressen faktisk kom
under censur.2S2 Foreningen fulgte den anviste frem
gangsmåde ved med mellemrum at indkalde ekstraordi
nære generalforsamlinger, hvorpå man vedtog klager og
petitioner. Den 12. juli 1844 vedtoges på forslag af Leh-
mann at indsende til stænderne en klage over Danske
Kancellis „ulovmedholdelige“ fremfærd ved uden lov og
dom at undertrykke censurfri blade.283 Diskussionen
blussede endnu kraftigere op, da Ørsted den 18. juli
1844 i Viborg Stænderforsamling forelagde forslag til
en ny trykkefrihedslov. Dette forslag imødekom opposi
tionens krav om ophævelse af polititilsynet, men til
gengæld indeholdt det nye forbud bl. a. mod propaganda
for en forfatningsændring.284 Dermed var det naturligvis
uantageligt for de liberale. I Trykkefrihedsselskabet ret
tedes kritikken nu direkte mod regeringens medlemmer.
Den 16. oktober 1844 udtalte Monrad, at det egentlig var
nytteløst at indsende petitioner, så længe der i kongens
råd sad mænd, der hellere så trykkefriheden indskræn
ket end udvidet. Han foreslog, at man til den foreslåede
petition skulle tilføje, at man ikke ventede noget gun
stigt resultat, så længe de nuværende ministre beklædte
deres poster.285 Tilføjelsen blev antaget med alle stem
mer imod 3. Bestyrelsen rejste endvidere spørgsmålet om
domstolenes upartiskhed, idet man pegede på det uhel
dige i, at justitiarius i Hof- og Stadsretten udpegede de
4 dommere, efter at den første var udpeget ved lodtræk