45 / 650
Københavns Vækst og Udvidelse.
39
og Træerne omhuggedes indtil Søerne og omtrent til
Vesterbros Torv. Hvad der laa længere ude naaede
man ikke at laa raseret.
Som Boplads for Byens Befolkning var Demarka
tionsterrænet altsaa omtrent værdiløst. Men Køben
havns Betydning som Fæstning blev jo ringere og rin
gere; efter 1807 var den gamle Voldlinie i Virkeligheden
opgivet, og det gjaldt nu kun om at faa den endelige
Indrømmelse heraf slaaet fast og dermed Dødsdommen
afsagt over de gamle Fæstningsværker.
I 1852 gjordes det første Skridt hertil. D em a r k a
t i o n s l i n i e n blev trukket tilbage fra Falkoneralléen og
Jagtvejen til Søerne. Det betød altsaa, at hele Terrænet
uden for Søerne blev overladt til fri Bebyggelse.
Nu blev der Travlhed ude paa Broerne. Alle de
fornemme Lystgaarde derude: Ravnsborg, Blaagaard,
Solitude, Rolighed, Forhaabningsholm og hvad de nu
alle hed, blev jævnede ined Jorden lige saa vel som
Blegmændenes og Markmændenes Smaahytter. De lange
Alléer og de gamle Haver faldt for Øksen, og Forstads
kvarterernes graa og triste Stenørkener bredte sig, hvor
før de grønne Kroner bølgede, — det var »Rosengaar-
dens« Saga endnu en Gang. Der var ikke Tid til at
tage æsthetiske Hensyn, knap nok hygiejniske; thi Men
neskemasserne pressede paa, og der var Penge at tjene
for Grundejere og Spekulanter. Hver Dag, der gik hen,
før Lejekasernen stod færdig, betød en Formindskelse i
Gevinsten. Saaledes opstod de triste, ensformige Side
gader paa Nørre- og Vesterbro, som vor Tid ikke ret
gerne vil kendes ved, og som man nu bagefter og med
store Pengeanvendelser søger saa vidt muligt at bøde
en Smule paa. Østerbro kom førgt senere med i Bygge
spekulationen, og dens Bebyggelse fik derfor ogsaa et
noget andet Præg.
Men det var endnu kun uden for Søerne, der maatte