44 / 650
38
Københavns Vækst og Udvidelse.
Dage for at finde et Sidestykke dertil. Men det var
denne Gang ikke en enevældig Konge, der bragte Hoved
staden i Flor ved Privilegier, og forøgede dens Folketal
ved indkaldte Tyskere og Soldater. Det var Byens egen
opsparede Kraft og Udvidelsestrang, der endelig skaffede
sig Luft ved at sprænge det snærende Bælte, som Volde
og Grave havde lagt omkring den. Fæstningsringen brast
for Befolkningens T ryk , som Rustningen om Uffe hin
Spages Legeme, og den frigjorte By skyllede i en ustan-
selig Strøm sine Beboelseshuse helt ud til Bymarkens
yderste Grænser.
Københavns Forstæder var bleven afbrændte ved
Svenskernes Nærmelse i August 1658, og deres Tomter
laa derefter ubebyggede hen i over to Hundrede Aar.
I 1661 blev det forbudt at bygge mellem Fæstningen og
Søerne, en Snes Aar senere udstraktes Forbudet til et
Stykke paa den anden Side Søerne, og sluttelig fæstedes
Grænselinien for det ubebyggede Jordsmon omtrent ved
Falkoneralléen og Jagtvejen. Alt, hvad der laa indenfor
denne saakaldte D e m a r k a t i o n s l i n i e , skulde henligge
som et aabent Terræn, der kunde beherskes af Skytset
paa Voldene, og hvor Fjenden ikke kunde finde Dæk
ning. Helt ubebygget blev dette store Terræn dog ikke.
Markmænd og Vangemænd havde deres smaa straatakte
Hytter derude; Møller med tilhørende Møllehuse fandtes
i stort Tal uden for Voldene; Rebslagere havde især slaaet
sig ned uden for Vesterport, Blegmænd uden for Nørre
port, og hinsides Søerne laa enkelte Lystgaarde med
store Haver omkring. Men Husene maatte kun have
eet Stokværk, Grundmur maatte kun anvendes til Fun
damenter og Sokkel, og Ejerne var forpligtede til at
finde sig i, at Militæret nedrev eller afbrændte Bygnin
gerne, saasnart nogen Fare mentes at true Byen. Da
Englænderne gik i Land paa Sælland i 1807, blev disse
Foranstaltninger straks udførte. Bygningerne afbrændtes