522
Kommandanten og Magistraten.
Ildebrand, idet hans grundmurede og vel indrettede
Gaard paa Købmagergade blev lagt i Aske.
»Dog kan jeg ikke fuldt takke Gud. som gav m ig et
Retirade
-Sted h er uden for Østerport, som jeg nu bor, hvor
jeg tænker at
soulagere
m ig noget i min E lendighed ved
det Fæste, jeg først i Aaret har erhold t fra de høje Herrer
paa samm e P lads og Jordsm aal, hvilket Fæ ste tillader m ig at
opsæ tte Bygning, een E tage høj, saaledes som de omkring
Fæ stningen boende allernaadigst er bevilget.«
I Tillid hertil havde han da begyndt at opsætte lidt
Bygnings-Tømmer derude paa Pladsen, skønt ganske
vist Kommandanten havde forbudt ham at bygge.
»Men hvad skete! Det som aldrig er m ig sket i min L ivs
Tid. Jeg maatte straks om E fterm iddagen, som en Rebeller,
Morder eller anden grov D elinkvent efter Hans Grevelige Eks-
cellen ce Hr. Kommandant Sponnecks Ordre gaa af mit iboende
Hus uden Staden, med m in Nathue, i m in Vest og m ed et Par
Tøfler paa Fødderne, gelejdet a f en U nderofficer og tvende
Gemene, som havde deres Bajonetter paa P linterne, først til
Vagten ved Østreport, derfra til Hovedvagten og siden til Kom
mandanten, hvor jeg som et
Spektakel
tvende T im er ved hans
Arbejdsvogn i Gaarden maatte læne mig, indtil jeg endelig fik
en slet Audiens, dog naadigst P erm ission at gaa hjem igen.
Jeg ind stiller da til den høje Magistrat, om saadan Passage og
Tort, m ig er vederfaret, ikke kunde fortjene at blive Hans
Kongl. Majt. allerunderdanigst dem onstreret, siden jeg udi min
A lderdom saaledes er bleven trakteret.«
Kort efter indgav Hans Legan selv en Supplik til
Kongen, og denne blev af Kancelliet sendt til Magistra
tens Erklæring. — Selvfølgelig anbefalede Magistraten
ham paa det bedste:
»Det er saa meget m ere at undres over, det Hr. Grev Sponeck
som Kommandant har villet forhindre og forbyde Supplikanten
Hans Legan at opsæ tte den forehavende fugning' paa den i
Fæ ste forundte P lads uden Stadens Østerport, som den ikke
er Fæ stningen nærmere end andre der omkring staaende Huse,