525 / 650
Kommandanten og Magistraten.
519
«Lørdag Morgen blev Portene aabnede; thi en Mængde
Folk, som havde faaet sine Sager brændte, kunde nu ikke
længer hold e ud at overnatte under aaben H immel, og Husrum
kunde langt fra alle faa i den levnede Del af Byen, hvorfor
man var nødt til at give dem T illad else til at flytte ud paa
Landet.«
»Kommandanten fik efter Branden en saadan Angst i
Livet, at han ikke turde lade sig se, — men af denne Vaande
blev han befriet ved et eller andet Slags Svogerskab. Man
troede, at det vilde være gaaet mange ligervis, hvis de var
bleven dragne til Ansvar.«
,
Saa vidt Jon Olafsson. Hans sidste Bemærkning
hentyder til. at det kun var Kommandantens store Yn
dest ved Hove, der frelste ham fra videre Ulejlighed i
denne Sag.
I
Stedet for at søge Skylden for Ulykken
— hvis endelig en Syndebuk skulde ofres — hos de
store, der havde Ansvaret, søgte den landsfaderlige Re
gering nedad til de smaa. En Mængde fattige Koner,
Betlere og-Jøder blev fængslede, enkelte af dem under
kastet Tortur, — alt uden ringeste Grund. Men Kom
mandanten og de andre store sad uanfægtede i deres
Embeder.
IV .
S t r i d e n o m B y e n s J o r d e r .
Da Portene blev aabnede efter den store Brand,
strømmede altsaa de husvilde ud paa Marken for der
at finde et bedre Skjul end mellem de rygende Ruiner
indenfor Voldene. Men derved blev et gammelt Kon-
fliktspørgsmaal pludselig draget frem i første Linie, og
Kommandanten og Magistraten befandt sig paa en Gang
midt inde i en Strid, der snart overskyggede alle deres
andre Mellemværender.
Det gjaldt Raadigbedsretten over Byens Markjorder.
At disse Jorder tilhørte Byen og fra ældgammel Tid
havde ligget under Magistratens Befaling, var der ingen
som helst Tvivl om. Efter Fæstningens Ombyggelse