520 / 650
514
Kommandanten og Magistraten.
1732 var der ved Gældskommissionen bleven afsagt
Dom over en Mand, der først bag efter paastod, at han
hørte under den militære Jurisdiktion, og derfor fik
Kommandanten til at tage sig af hans Sag. Magistraten
svarede med en Beklagelse over, at Afgørelsen nu ikke
mere stod til at ændre, »og er os lige saa ukært, som
det sluttelig har fortørnet deres Højgrevelige Ekscellence,
der vi i det øvrige contesterer, at vi med fri Vilje og
Forsæt lige saa lidet har gjort eller agter at gøre Deres
Højgrevelige Ekscellence ringeste Indpas i den Dennem
anbetroede Jurisdiktion, som vi paa vores Side saadant
af Deres Højgrevelige Ekscellences bekendte
Generosité
vil formode.«
Men ogsaa Kommandanten forsøgte sig undertiden
i den ironiske Taleform over for Magistraten, og fra
hans Side er Hensigten da saa tydelig, at den ikke er
til at tage fejl af.
I Maj 1728 henvendte han sig til Magistraten med
Anmodning om at faa et Stykke af Byens Jord i Fæste.
Han ønsker sig en Plads, hvor han kan indrette et lidet
Menagerie og selv en Gang imellem trække frisk Luft;
hertil er der to bekvemme Steder uden for Nørreport,
det ene ved den saakaldte Solitude, det andet bag ved
Ravnsborg. Han ønsker altsaa at faa en af disse Pladser
overladt.
Saadanne Anmodninger var Magistraten vel fortrolig
med. I hin Tid, da Københavns store Markjorder endnu
ikke var gaaet over i Privateje, men bortfæstedes stykke
vis til Fordel for Kommunens Kasse, var der selvfølgelig
en fast Praksis for Behandlingen af disse Sager. Et
staaende Udvalg paa to Magistratsmedlemmer og Kæm
neren administrerede Jorderne. Hver Gang et Jordstykke
skulde bortfæstes, blev de tidligere Fæstebreve opsøgte
og eftersete og Afgiften fastsat. Dette tog jo sin Tid,
og der forløb let nogle Uger mellem en saadan Begærings
Indgivelse og Fæstebrevets Udstedelse.