512
Kommandanten og Magistraten.
det ikke er muligt at tilfredsstille deres urolige Hoveder«.1)
Det er bestandig mere Personen end Embedet, der taler
i Grev Sponnecks officielle Skrivelser.
Han ha r været en flittig Mand, pligtopfyldende og
ivrig i Tjenesten, selv paa Færde tidlig og sent. Men
selvraadig og stædig ha r han været, og hans Blik har
ikke strakt sig en Smule længere end hans egen Etat.
I de 20 Aar, han var Kommandant i København,
eksisterede der ikke for ham andet end Københavns
Fæstning, efter dens Tarv ha r alt øvrigt i Tilværelsen
maattet indrette sig. Intet Under derfor, at han bestandig
kommer i Konflikt med sine Omgivelser.
Saaledes med Vognmændene. Han havde i de 20
Aar ikke Fred med dem en Dag, og var end Vogn
mændene »urolige Hoveder«, saa var Kommandanten
paa sin Side en stivsindet Gamling, der ikke kendte
noget til den Regel, at den klogeste giver efter. Og
altid var det de samme Smaating, de stredes om: hans
Skildvagter ude omkring Fæstningen chikanerede Vogn
mandskuskene eller omvendt; Renovationsvognene maatte
kun køre gennem Portene paa visse meget begrænsede
Tider; Lossepladserne udenfor Byen blev forandrede
bestandig, og aldrig kunde han og Vognmændene blive
enige om, hvor Renovationen helst skulde aflæsses o. s. v.
Paa begge Sider var der en god Vilje til at holde Chi
kanerierne i Gang, paa ingen af Siderne tilstrækkelig
Overlegenhed til en Gang for alle at faa disse Anlig
gender bragt i Orden.
Mest kives han dog med Magistraten. Klager og
Besværinger flyver ustanseligt frem og tilbage imellem
dem, og hvert Øjeblik maa selve Kongen gribe ind for
at stifte Fred. Magistraten anslaar i sine Skrivelser til
Kommandanten altid en ydmyg og underdanig Tone,
’) Kollegiebreve 1730 Nr. 76.