50 / 795
3 6
Carl C. Christensen
maleriske Hyggelighed, med Kastanjetræerne, Kirsebær
gangen og Stadsgravene, var det nemlig almindelig Skik
og Brug, at Størstedelen af Københavnerne promenerede
paa Volden Aftenen før Store Bededag i Tiden Kl.
6
til 7.
Officielt kom man dér for at høre Klokkeringningen
fra Gitadelskirken, Reformert Kirke, Trinitatis Kirke,
Frue Kirke og Skt. Petri Kirke, der alle laa i Nærheden
af Volden, men uofficielt var det for at kunne vise sig
i det nye Foraarstøj, møde Venner og Bekendte, de unge
Damer og de unge Herrer for i den tætte Menneskevrim
mel, der i den ene Time bølgede Volden op og ned, at
kunne veksle et stjaalent Øjekast og et skjult Haand-
tryk, naar de passerede forbi hinanden, men Fader og
Moder maatte endelig ikke se det.
Det er denne Foraarsparade,
Poul Martin Moller
saa
malende har skildret i sin „Aprilsvise“ fra 1819, hvis
1. Vers lyder:
„Grøn er Vaarens Hæk,
Kaaben kastes væ k !
Jomfruer sig alt paa Volden sole;
Luften er saa smuk,
Deres Længselssuk
Kendes let paa deres Silkekjole“.
Og i sit Digt „Paa Volden store Bededag, en lille ni-
aars Pige taler“ lader
Henrik Hertz1)
et lille Barn, der
ligeledes promenerer paa Volden for at høre paa de rin
gende Klokker, henvende sig med forskellige Spørgs-
maal til disse, hvis Svar for hendes Ører stadig lyder
som det alvorlige, afvisende „Ingenlunde! Ingenlunde“ .
Om alt muligt spørger den lille Pige og siger i Vers
8
gravalvorligt:
1)
H. Hertz „Digte fra forsk. Perioder“, 2. Bd., Kbhvn. 1851,
S. 56.