I middelalderen havde jorden kun værdi, hvis den lod sig op
dyrke. Byjorderne var derfor ikke som i dag genstand for handel
og spekulation. Det normale var, at byen ejede jorden og for
pagtede den bort til private for en kortere eller længere tid mod
en beskeden årlig lejeafgift, en grundskyld. B lev der opført byg
ninger på den lejede jord kunne disse naturligvis sælges eller
overgå til arvinger, men den nye ejer overtog lejemålet a f grun
den og fortsatte med at betale den årlige grundskyld.
Men også kirken ejede store grundarealer i byerne, og da
kirken som regel lå nær torvepladsen, kom man allerede i mid
delalderen på den tanke at udstykke og sælge jorden omkring
kirken til handlende, som v a r interesseret i at bygge faste boder
på dette sted. P å denne måde blev kirken den første egentlige
grundspekulant i vore byer. N å r kirken ikke som byen ville nøjes
med at udleje grundene, skyldtes det sikkert ikke alene gråd ig
hed, men vel også den omstændighed, og gode undskyldning, at
kirken dårligt kunne tolerere en mere eller mindre blasfemisk
1
handel på de indviede og guddommelige jorder.
E fter reformationen i 1500-tallet skete der et skred i de tradi
tionelle ejerforhold. I byerne var man interesseret i stadens vækst
og fremgang og ville derfor gerne trække håndværk og handel
til sig. Ofte lokkede man med skattefritagelse i en årrække for
at få driftige folk til at bygge, og efterhånden begyndte byerne
at overlade jorden frit til de private husejere. Mange a f Køben
havns embedsmænd, navn lig blandt magistratens medlemmer,
fik overladt brugsretten til kommunens jorder, og de var mest
tilbøjelige til at betragte jorden som deres private ejendom.
Dette førte til ustandselige stridigheder, og ofte kneb det for
kommunen at hævde sin ret. E fter branden i 1795 overlod kom
munen mange grunde til private, mod at de forpligtede sig til
at bygge. I 1800-tallet begyndte København at sælge sine grun
de, dels for at slippe for den megen besvær med de selvbestaltede
»grundejere«, og dels for at fylde lidt op i byens slunkne kasse.
Nu blev grundene ligesom husene et handelsobjekt, der blev
1 Gudsbespottelig.
47