DenKroniskeBolignød

I Københavns nabokommuner, Frederiksberg og Gentofte, var

man mere snedige end i hovedstaden. I disse kommuner ville man

ikke vide a f slumbebyggelser, som slæbte så mange sociale pro

blemer med sig.

I byggeloven for Frederiksberg og Hvidovre a f 12 .1.18 5 8 h av

de man indført nogle bestemmelser om gårdens størrelse (det

ubebyggede areal) som v a r langt bedre end de tilsvarende kø

benhavnske. Det ubebyggede areal skulle efter den frederiks-

bergske lov være lige så stort som det bebyggede, og til det ube

byggede areal skulle gives et tillæg pa en fjerdedel for hver

etage, huset v a r over to etager. E ller med andre ord og tal: Det

ubebyggede areals størrelse i forhold til hele grunden:

ved to-etagers

bygninger 50 °/o

ved tre-etagers bygninger 62 %

ved fire-etagers bygninger 7 5 %

ved fem-etagers bygninger 87 %

ved seks-etagers bygninger

100

Denne byplanmæssige bestemmelse gjorde i praksis fem- og seks

etagers byggeri umuligt og forhindrede stort set baggardsbyg-

ninger. P å Frederiksberg indførte man også nogle regler, dei

forbød helt små lejligheder. Selv om reglen for det fem-etagers

byggeri blev lempet lidt, fik Frederiksberg i kraft a f disse be

stemmelser et middel, der virkede i samme retning som den

»Glassenske censur«. I det ydre og i befolkningens sociale sam

mensætning minder Frederiksberg da også en del om det øster

broske miljø.

I Gentofte førte man ligefrem en boligpolitik, der tog sigte pa

at udelukke de lavere klasser fra kommunen. Ved en stor udstyk

ning i 1880’erne (de Ibsenske grunde) kunne man således i salgs

betingelserne læse sort på hvidt, at »Udlejning og Salg til Per

soner a f Arbejderklassen« var forbudt. Også i denne kommune

kom man hurtigt ind på at sætte mindstegrænser for grundenes

og lejlighedernes størrelse. A lt sammen medvirkede det til at

foretage den tilsigtede sociale sortering.