60 / 273
ning fra samfundet af alle samfundsskabte værdier som er på
private hænder (desværre var det ikke disse grådige »private«
hænder de konservative senere på året brugte på deres propa
gandaplakat mod jordlovene).
Efter henvendelsen fra den almægtige grundejerorganisation,
som blev stærkt støttet af de konservative partier, var folketin
get trængt op i en krog, hvor der kun var to udveje: enten at
sende jordlovene til folkeafstemning eller afvente, at grundejer
ne sendte dem til domstolene for at få højesteret til at erklære
dem grundlovsstridige. Desværre valgte man ikke den sidste ud
vej, som kunne være blevet en lærerig demonstration af vort
indskrænkede folkestyre, som tillader nogle få ikke-folkevalgte
dommere at gribe ind i folketingets lovgivningsarbejde. I et
demokrati, hvor der er risiko for, at snævre interessegrupper kan
benytte domstolene til at forkaste eller godkende landets love,
er det tvivlsomt, om der er tale om et sandt folkestyre. I praksis
får højesterets 15 dommere derved den øverste magt i sager,
hvor de højst skulle være rådgivere for folket og folketinget.
Men som rådgiver burde højesteret (eller det juridiske fakultet)
måske benyttes noget mere. Gjorde man dette i forbindelse med
hyppigere folkeafstemninger, tror jeg vi ville komme tankerne
om et direkte demokrati nærmere.
Som bekendt blev jordlovene sendt til folkeafstemning, hvor
de led et skammeligt nederlag1 på grund af manglende orien
tering af befolkningen og en uhæderlig konservativ propaganda.
Agitationen fik den jævne mand til at tro, at han var ved at
miste hus og hjem, mens lovene i virkeligheden ville beskytte
ham mod grov udbytning fra de store grundspekulanter, sikre
ham adgang til landets rekreative områder og bevare jorden på
danske hænder. Lovene ville tillige indføre avancebegrænsning
ved salg af større jordejendomme. Men det var ikke en ekspro-
1 71 medlemmer af folketinget (Venstre og Konservative) begærede i henhold
til grundlovens § 42 folkeafstemning. Resultatet af afstemningen i procent af
stemmeberettigede: bopælspligt (27,7 ja, 44,5 nej), statens forkøbsret (27,9
ja, 44,3 nej), kommuners forkøbsret (28,6 ja, 43,7 nej), naturfredningsloven
30,8 ja, 41,5 nej).
58