63 / 273
og stat eller kommune skulle da overtage grund og ejendom
uden erstatning til husejeren.
Derefter skulle det bestemmes, om bygningen skulle saneres
eller leve videre. I sidste tilfælde skulle der tages stilling til, om
bygningen skulle overgå til et andet formal end det tidligere, om
bygningen skulle fredes, restaureres eller ombygges. Efter endt
restaurering og ombygning skulle der på ny udstedes bygnings
attest for 70-100 år, og stat eller kommune skulle afgøre, om
bygningen burde bevares i offentligt eje eller udlejes til private
for en afgift svarende til brugsværdien. Hvis bygningen stadig
kunne benyttes som hidtil, skulle den tidligere ejer have første
ret som lejer af ejendommen. Blev han nu lejer, skulle lejen na
turligvis udelukkende bestemmes ud fra det beløb, som det of
fentlige havde ofret på ejendommens restaurering og forbedring.
Lejen kunne f. eks. være 5 °/o af dette beløb. Alt hvad lejeren
selv indrettede, var hans private ejendom. Måske skulle der til
lægges lejen et par procent, som kunne indgå i en række fonds,
bestemt for nybyggeri, sanerings- og restaureringsarbejde, byg
geforskning, eksperimentalbyggeri og lignende almennyttige
formål. Dette »byggeriets kredsløb«, som kun er skitseret i hovedtiæk-
kene, kunne naturligvis udbygges på forskellig måde, f. eks. ved
at stille krav om, at enhver udlejningsejendom eller en samling
af sådanne ejendomme skulle have selvstyre (nærdemokrati), at
kredsen af lejere ikke måtte være over 3000 medlemmer, at
ingen lejer måtte være medlem af mere end en kreds o. s. v. I
nogle senere afsnit vil jeg komme ind på mere detaljerede for
slag, der bygger videre på disse grundtanker om fremtidens ejen
domsret.
E
f t e r s k r i f t
Før jeg skrev dette afsnit, havde jeg besluttet ikke at studere
den litteratur, som søger at fortolke grundlovens bestemmelsei
om den private ejendomsret. Det kan undertiden være belasten
de for fantasien at vide for meget, tænkte jeg. Men jeg kendte
naturligvis som enhver skoleelev (?) grundlovens § 73, der lydei
sådan:
61