53 / 273
grundarealer, som det var begyndt at bortsælge til byggeformål.
Nu v a r det så heldigt, at der i bestyrelsen for fideicommisset sad
nogle gamle aristokrater, som ikke kunne lide baggårdsbebyg
gelse. De indførte derfor den klausul i salgsbetingelserne, at
byggeplanerne skulle godkendes a f bestyrelsen. De v ille ikke
have slum på deres grunde, og det lykkedes virkelig ved denne
private censur at forhindre det værste spekulationsbyggeri på
store dele a f Østerbro. Det gav samtidig denne bydel en særlig
»tone« a f bedsteborgerlighed, som den har beholdt siden (men
det er en anden sag - med interessante sociologiske perspektiver).
Det ser ud, som om det var den heldigere udvikling på Øster
bro, der fik de mere ansvarsbevidste mænd
1
i Københavns b y
styre til at vågne op og forsøge at finde udveje til at gøre ligeså.
Nu kom nogle ældgamle, glemte bestemmelser disse folk til
hjæ lp: på de grunde der havde været i kommunens besiddelse
fra ældre tid havde man nogle »røde« servitutter fra de store
brande i 1728 og 1795. De foreskrev, at intet måtte bygges uden
magistratens samtykke og de tilstødende ejeres tilladelse. Disse
bestemmelser blev fra slutningen a f 1890’erne benyttet til at fast
lægge visse retningslinier for byggeriets byplanmæssige udform
ning. Omkring århundredskiftet begyndte kommunen tillige at
opkøbe jord, ialt ca. 500 hektar land
,2
som der blev lagt tilsva
rende servitutter på. For første gang kom kommunen ind på den
politik at se byggeforetagenderne lidt efter i sømmene, således
at der fortrinsvis blev solgt grunde til de byggeselskaber, der
havde v ilje til at skabe fornuftige bebyggelser i samarbejde med
kommunens sagkyndige embedsmænd. A lle disse ideelle bestræ
belser, der faktisk kom i stand rent administrativt og på trods a f
byens elendige byggelove, blev den, spæde begyndelse til den
byplanlovgivning, som så lyset første gang i 1925, men først fik
afgørende betydning ved vedtagelsen a f byplanloven a f 29. april
1938 og Københavns byggelov a f 29. marts 1939.
1 Blandt andre stadsingeniør C. Ambt og borgmester L. C. Borup. I 1896 ud
taler Borup om en gadeplan udarbejdet af Ambt: »Det er i overensstemmel
se med den tendens, der har givet sig til kende i den sidste tid, når Fidei
commisset ikke vil have baghuse opført.«*
2 I 1920 ejede København 30 % af kommunens byggemodne jordarealer.
4
’
51