26 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
almindeligt anvendt i gravskrifter. Det var frimurerne, der rejste
monumentet og siden vedligeholdt det. I vore dage er det blevet
istandsat.33
Der er temmelig ofte et vist misforhold til stede mellem den af
dødes betydning og hans gravmæles størrelse og rigdom. Blandt
monumenterne her har dog for een gangs skyld den ypperste per
sonlighed fået det anseligste mindesmærke. Desværre skyldes det
vel nok mindre simpel retfærdighed end den kendsgerning, at den
kunstner, der udførte det, og som selv hørte til Danmarks bedste,
var broder til den afdøde. Her tænkes på Nicolai Abildgaards
monument over professor
P. C. Abildgaard.
Alle vidnesbyrd går
ud på, at denne fremragende videnskabsmand, der for sine egne
midler oprettede Veterinærskolen i 1770, anskaffede instrumenter,
bøger og præparater og ledede undervisningen i tre år, indtil
staten overtog skolen, var en sjældent fornem personlighed, hjælp
som, beskeden og ganske uegennyttig. Da han døde i 1801 - ved
et apoplektisk tilfælde midt under sit arbejde —fulgte »en talrig
Mængde Videnskabsmænd af alle Klasser og Stænder ubudne
Liget«, som Hauch fortæller. Gravskriften, der er af Christian
Colbiørnsen, gengives i sin helhed, tidstypisk som den er: »Her
hviler Peter Christian Abildgaard, Professor, Veterinair-Skolens
Stifter og Lærer, Secretaire i Videnskabernes Selskab, fød i Kiø-
benhavn den 22de December 1740, hvor Døden lukkede hans
blide Øie d. 2 1. Januar 180 1. Som Videnskabsmand var han
kjendt og hædret i Europa for Lærdom og udbredte Kundskaber,
som Embedsmand agtet for utrættelig og gavnriig Virksomhed,
som Borger og Menneske elsket for vennesalig Fromhed, usvigelig
Trofasthed og ædel Beskedenhed; derfor væde Venskabs-Taarer
hans Aske, derfor sørger Danmarks Muse ved sin elskede Søns
Grav«. - Monumentet, som hans venner lod rejse, har i tidens
løb voldt nogen forvirring. Medens således kunsthistorikeren F. J.
26