30 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
nende følger efter, bl.a. det store
Raben-Levetzauske
gravsted. Så
danne underjordiske gravhvælvinger har til alle tider pirret fanta
sien, som f. eks. i Harald Tandrups proletarroman fra 19 14 : »Rot
terne«, hvor mestertyven sammen med sin lille datter skjuler sig
en månedstid for politiets eftersøgninger i en åben begravelse på
den ældre del af Assistens Kirkegård.38
Alle disse monumenter fortæller klart nok, at det efterhånden
var blevet fint at lade sig begrave herude. I 1802 skrev da også
August Hennings: »Ich besuchte den Armen Kirchhof vor dem
Norderthore, wo sich alle Reiche an Geist und Geld begraben
lassen.« En selvfølgelig udvikling af denne mode var det, at pri
serne på gravsteder gik i vejret. Prisen følger efterspørgslen. Det
skete ved kancelli-plakat af 24. august 1798. I betragtning af, at
kirkegården lige fra begyndelsen var bestemt til afløsning af de
indenbys kirkegårde, og altså skulle benyttes af alle —hvad man
jo havde gjort sig ihærdige anstrengelser for at få gennemført -
virker motiveringen for at forhøje priserne ikke helt plausibel. Nu
hedder det nemlig om forholdene herude i 1760: »Forbenævnte
Assistents-Kirkegaarde vare da blot bestemte til Begravelser for
Uformuende, som alene benyttede sig deraf; men da det nu i den
senere Tid er blevet almindeligt, at endog de meest bemidlede
Familier vælge deres Gravsted paa disse udenbyes Kirkegaarde;
og da baade Kirkerne og den latinske Skole lide en betydelig A f
gang i deres Indtægter ved at tabe den høiere Betaling . . .«, så
fastsættes en række prisforhøjelser. Kirkerne havde øjensynligt
øje for den højere fortjeneste. Man tør ganske vist ikke bringe pri
serne helt i niveau med dem, der betaltes for indenbys begravelser,
men forhøjelsen er dog klækkelig. Medens man imidlertid for
hen graduerede priserne efter den afdødes alder og modererede
noget for de lavest bemidlede, anlagde man nu en ejendommelig
målestok, idet det bestemtes, at dersom man til liget anvendte
30