Previous Page  31 / 199 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 31 / 199 Next Page
Page Background

EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

den fine ligvogn, den til 20 rdl., skulle der betales 4 rdl. for jord­

fæstelsen ; benyttedes ligvognen til 1 o rdl., blev prisen herude 3 rdl.,

medens de stakler, der kun havde råd til en ligvogn til 8 eller

endog 5 rdl., nøjedes med at betale 2 rdl. De helt fattige, altså

de mennesker, der anvendte de ringeste ligvogne, betalte de gamle

priser, d.v.s. 1 rdl. og 2 mark. Endnu mere måtte man betale på

de afdelinger, der vedkom Frue Skole. Her gav den fine ligvogns

benyttere det samme som for en begravelse i kirken, medens de

næstfølgende betalte som for en begravelse på urtegården. (NB!

Kancelliet anvender her selv den afskaffede betegnelse). Og så

fremdeles.39

Den anonyme hjørnegrav ved indgangen til afdeling B bærer på

monumentet to relieffer; et større med høstredskaber, dødens

symboler, og et mindre, der forestiller dødsrigets port — som i

Broby-Johansens øjne har lighed med en københavnsk spisestues

fløjdøre. De følgende grave har måttet sløjfes for vejens skyld.40

Inde mellem gravene på den modsatte side finder man først

Weidenhaupts

monument. Denne billedhugger, der sammen med

Wiedewelt, Dajon og Abildgaard udførte Frihedsstøtten, er mester

for flere af gravmælerne herude. Mindestenen, til hvis vedlige­

holdelse Kunstakademiet bidrager, er af Dajon. Nederst findes

en lille skulptur, der forestiller en lampe, øverst et relief »med en

yderlig slet sørgende Muse«, der ofte kopieres på gravstenene.

Musen betragter kunstnerens efterladte værk, en buste - rimeligvis

Weidenhaupt selv. I 1881 var graven omgivet af et rent vildnis,

og den forsvundne gravhøjs plads »bevokset med Ugræs og Vild­

planter, fuld af Sten og hæslige Uhumskheder«. I dag er graven

omkranset af frodig plantevækst og snævre stier. Det gælder også

Wiedewelts

grav, til hvilken en blind vej har måttet føres ind over

andre grave.41

Denne højt ansete billedhugger, hvis berømmelse er falmet,

31