70 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
en slags bestyrer, men nogen officiel bemyndigelse fik han aldrig,
og hans opgave var nærmest den at føre det fælles regnskab for
kirkerne. Kommunen ønskede en ordning på forholdene, men
kirkerne ville på den ene side ikke betale en inspektør, på den
anden side ikke undvære de indtægter, kirkegården gav. Da kom
munen heller ikke ville betale, fulgte fra slutningen af i83o ’erne
og 40 år frem i tiden et bestandigt tovtrækkeri mellem de to
parter. Kancelliet - senere ministeriet —holdt sig næsten konstant
passivt, besvarede end ikke de kommunale henvendelser. I 1857
ville ingen kirkeværge påtage sig tilsynet med kirkegården, og -
måske som følge deraf - oprettede magistraten i 1861 et begra
velseskontor, hvorfra ligbæring, ligvognskørsel, samt køb af grav
steder og gravsten skulle ordnes. Imidlertid var kirkegården på ny
blevet overfyldt, og i 1865 vedtog man den nye kirkegård på
Vestre Fælled - men bestyrelsen var der stadig vanskeligheder
med. Man var efterhånden inden for kommunen parat til at over
tage kirkegården som fælles liniekirkegård for samtlige kirker
(o: en kirkegård med små, ensartede enkeltgrave - og uden fa
miliegravsteder), med fast ansat inspektør, ny instruks for graverne
o.s.v., og da man samtidig ønskede Vestre Kirkegårds forhold
ordnede, var spørgsmålet omsider blevet så påtrængende, at
ministeriet lod en kommission nedsætte under ledelse af borgmester
H. N. Hansen. 1877 afgav den betænkning - og nu blev tovtræk
keriet først rigtig spændende, dels mellem stat og kommune, dels
inden for kommunen selv. Resultatet blev en indstilling, der gik
ud på, at kommunen skulle bestyre kirkegården under Kultus
ministeriets tilsyn. Ministeriet skulle også stadfæste vedtægten,
men kirkegården skulle tilhøre kommunen - mod udredning af
en årlig sum til kirkerne på 23.120 kr. Ejendomsforholdene var
dog mere indviklede end som så. Man havde nemlig i 1864 be
stemt, at når kommunen solgte jord til kirkerne, skulle det være
70