160 / 392
154
Lavrids Mullie.
Kjøbenhavn forat give Kongen Underretning, og denne dømte
Biskop Jon afsat og fredløs og udstædte i Jan. 1550 et Brev
til Dade Gudmundsen og en anden Mand om at hjælpe
Lavrids Mullie med at gribe den oprørske Biskop. Saasnart
Sejladsen var aaben, sendtes Lavrids Mullie altsaa op til Is
land, forsynet med et kgl. Brev af 28. Januar 1550 til Is
lænderne om at være ham hørig og lydig1). Biskoppen
mødte paa Altinget i Juni Maaned med et stort Følge og
bød Lavrids Mullie aabenbar Trods; hans Søn^Are skulde
udbetale ham Skatten fra sit Syssel, men slog Pengene imod
hans Mund, idet han opfordrede ham til at sluge dem,
hvilken Forhaanelse Magistratens Foged maatte tage imod 2).
Biskoppen indtog derpaa Skalholt Bispegaard, genindførte
den katholske Gudstjeneste i dens Kirke og drog derpaa til
Vidø Kloster, hvor Lavrids Mullie havde taget Ophold, og
denne og alle derværende Danske maatte flygte ombord paa
deres Skib for atter at tage Kursen til Danmark. Biskop
Jon sendte paa sin Side et Brev til Kansleren Johan Fris
med Klage over Lavrids Mullies uretfærdige Optræden, idet
han fremhævede, at det alene var for Kongens Skyld at han
ikke havde ladet Lavrids Mullie bøde med Livet. Det var
ingen gode Tidender, Lavrids Mullie denne Gang bragte
Magistraten. Det var ikke nok med at Islænderne viste
stort Had mod de Danske, men de liamborgske og lybske
Købmænd havde ogsaa vist ham aabenbar Trods. Magistraten
havde 28. Marts 1550 faaet kgl. Brev paa, at Tydskerne
ikke maatte have deres Svende liggende i Yinterleje paa
Island og at det var dem forbudt at tage sig selv til rette,
men i paakommende Stridigheder skulde de afvente Fogdens
Tilstedekomst 3) Men Tydskerne havde ej heller agtet Lavrids
Mullie; da han havde konfiskeret noget af deres Gods, havde
de med Yold og Magt taget det fra ham igen, de havde
*) Fin Jonsson Hist. eccl. Isl. II. 302, 741. 2) Et islandsk Kvad herom
findes i Kjøbenhavnske Selsk. Skr. YII 61. 3) K. D. 1Y 523—24.