190 / 480
Diagnosen og Behandlingen af Dermatitis
herpetiformis (Duhring)
A f
Otto Kaalund-Jørgensen og Povl Møller
DUHRING (1884) opstillede og afgrænsede Sygdomsbilledet Dermatitis her
petiformis (D. h.) paa en saadan Maade, at senere Undersøgere (
Brocq,
1888,
Boeck,
1892,
Haslund,
1895,
Riecke,
1931,
Tzanck & Cord
1936) ikke har
kunnet tilføje væsentligt nyt; dog synes der at være Enighed om, at Sygdoms
billederne Impetigo herpetiformis og Herpes gestationis bør udskilles fra Be
grebet D. h.
Med Hensyn til
Ætiologien
er der opstillet talrige Hypoteser (artritisk
Diatese, »nervøs Hudlidelse«, Autointoxikation, allergisk Affektion, Infektion).
Ætiologien er dog stadig ukendt. Selv ikke det Faktum, at Sulfonamider i tal
rige Tilfælde har gunstig Virkning paa Sygdommen, kan tages til Indtægt for
nogen bestemt Ætiologi.
Sygdommens
Klinik
er meget grundigt studeret af talrige Forfattere, som
navnlig har anvendt et stort Arbejde for at afgrænse Lidelsen fra Pemfigus,
uden at det dog er lykkedes at opstille sikre Kriterier for Differentialdiagnosen
mellem de alvorlige Tilfælde af D. h. og Pemfigus. Heldigvis udgør de alvor
lige Tilfælde af D. h., som kan forveksles med Pemfigus, kun en ringe Procent
del af det samlede Antal, saaledes at Afgrænsningen mellem disse to Sygdomme
kun sjældent vil støde paa Vanskeligheder.
Derimod synes de lettere Tilfælde af D.h. og deres Afgrænsning at have været
Genstand for mindre Interesse, sandsynligvis fordi de fleste Materialer for
største Delen omfatter hospitaliserede Patienter. Hos ikke-hospitaliserede Pa
tienter vil man langt hyppigere være udsat for at skulle afgrænse de lettere
Tilfælde overfor forskellige Prurigoformer, Urticaria etc., og da vort Materiale
stammer fra et stort Ambulatorium, vil vi i Modsætning til de fleste tidligere
Forfattere hovedsageligt beskæftige os med Diagnosen af de lettere T il
fælde af D. h..
Man har opstillet forskellige Kriterier for
Diagnosen:
Duhring
paapegede Elementernes herpetiforme Karakter med Tilbøjelighed
til perifer Udbredning, Elementernes Polymorfi, idet de snart kunde være
erythematøse, snart vesiculøse, bulløse, papuløse eller multiforme (en Blanding
af alle disse Elementer). Endvidere paapegede han den stærke Kløe, Affek
tionens Kronicitet (svingende Forløb gennem mange Aar), og den quo ad vitam
gode Prognose.
190