FinsenInstitutet

brocq

fremhæver Udbruddenes Polymorfi, den stærke Kløe, den lange Varig

hed med gentagne Udbrud og den gode Almentilstand.

Boeck

har særligt gjort opmærksom paa Sygdommens symmetriske Udbred-

ning til særlige Prædilektionssteder (Iiuden omkring Albuer, Knæled, Axiller,

Scapularregionen med Udbredning til Skulderpartiet; langs den øverste Del af

Ulna, Sacralregionen, Nates og Hofter). Han fremhæver baade den horisontale

og den vertikale Symmetri.

Foruden disse Symptomer har man som karakteristisk for D. h. anført

Eosinofili

i Blæreindhold og Blod

(Danlos & Leredde,

1898). Ikke alle Til

fælde viser dog Eosinofili. Efter

Riecke

har % af Patienterne over 3 %, i

Han

sens

Materiale havde 51 af 63 Patienter ^ 3 % eosinofile Celler i Blodet, heraf

16 over 10 %.

Som Støtte for Diagnosen D. h. har man endvidere anført Overfølsomhed

overfor

Jodkalium

(

Jadassohn

1915), idet en Lappeprøve med Jodkalium i

Vaselin skulde give en positiv Reaktion hos Patienter med D. h.. Betydningen

heraf er sikkert overdreven, idet Patienter med Pemfigus ofte giver positiv

Reaktion, og idet det har vist sig, at Prøven i mange Tilfælde kun er positiv

paa de Steder af Huden, hvor der tidligere har været Blæreudbrud (

Jadas

sohn

1923), ligesom Reaktionen kun synes at være positiv i de svære, udbredte

Tilfælde. I Overensstemmelse hermed svinger Angivelsen af positive Reak

tioner mellem 20% (

Spitzer)

til op mod 100% (

Jadassohn).

D. h. angives at være en sjælden Sygdom. Dette illustreres af, at de fleste

Materialer kun bestaar af et forholdsvis lille Antal Patienter. — Det største

Materiale synes at være

Hansens,

idet han har samlet 120 Tilfælde fra Rigs

hospitalet i København fra 1911 til 1936. — Begge Køn angribes lige stærkt,

og Sygdommen kan findes i alle Aldre, er dog hyppigst mellem 20 og 60 Aar

(ILansen

) .

Det patologisk anatomiske Billede

afhænger af Udbruddets Karakter;

almindeligvis finder man i Corium udvidede Blodkar, Ødem og Infiltration af

hvide Blodlegemer, navnlig eosinofile Leukocyter. Forandringerne i Epidermis

er secundære i Forhold til Corium, bestaar i Ødem (stigende til Blære- og

Bulladannelse) og Acanthose.

I Aarenes Løb har talrige Midler været anbefalet ved D. h., hvilket viser, at

Sygdommen er meget vanskelig tilgængelig for

Behandling.

Ligeledes vanskelig

gør Lidelsens svingende Forløb Bedømmelsen af Behandlingens Effektivitet.

A f de talrige Medicamenter, der har været anvendt til Lokalbehandling, har

ingen haft varig E ffek t; de kan kun yde Patienten kortvarig Lindring gennem

deres kløestillende Virkning (f. Ex. Svovl). A f de talrige andre Behandlings

metoder har alene Arsenik, ultraviolet Lys og Sul fonamider vist sig at besidde

nogen Virkning.