FinsenInstitutet

To Omstændigheder maa ikke overses. Ofte — men langt fra altid — rager

Lupusknuden noget op over Hudens Niveau som en lille Betændelsestumor.

Under Behandlingen svinder denne, og Huden bliver plan som Følge af en

lagvis Destruktion under Lyspaavirkningen. En lignende Destruktion mener

Jansen, at man bør regne med ogsaa i Tilfælde, hvor Lupusaffectionen ligger

indlagret i Huden uden at prominere, idet han formoder, at det syge Væv lidt

efter lidt skydes frem mod Overfladen, efterhaanden som det destrueres af

Lysbestraalingerne, den ene efter den anden. Det er dog ikke lykkedes at

paavise, at noget saadant sker, i hvert Fald ikke i nogen betydelig Udstræk

ning. Der hviler stadig noget meget gaadefuldt ved Finsenbehandlingens V irk

ning paa Lupus vulgaris.

I et Arbejde fra 1930 forsøgte Forfatteren en Forklaring i Samarbejde med

K. A. Heiberg. V i undersøgte hvordan det var gaaet med nogle stærkt lys

behandlede Lupusknuder, som man af forskellige Grunde havde besluttet at

excidere, hovedsagelig fordi Lysbehandlingen selv om den ofte var blevet

gentaget ikke havde kunnet faa Bugt med Sygdommen, og hvor vel at mærke

den histologiske Undersøgelse af Vævet havde vist, at det lupøse Væv ikke

var blevet totalt fjernet, men at der saa vidt man kunde dømme var blevet

noget tilbage. Her viste det sig, at i

over Halvdelen af Tilfældene var der ikke

senere kommet noget klinisk synlig Recidiv,

mens dette var sket i Resten af

Tilfældene. Dette maa naturligt tydes paa den Maade, at de smaa tilbageblevne

Rester af tuberkuløst Væv ikke havde været i Stand til at vokse videre op

mod Overfladen, enten fordi der simpelthen var sket en spontan Helbredelse,

saaledes som det kendes fra saa mange Former af Tuberkulose, forøvrigt ogsaa

netop fra Lupus vulgaris, hvor man jævnligt ser en Opheling, i hvert Fald en

tilsyneladende Opheling, i Centrum af en Plaque, eller fordi den lille tilbage

blevne Rest er blevet indkapslet. Mange af disse Lupusrester laa forøvrigt ret

dybt i Huden, helt nede i Subcutis, hvor vi ved at deres Vækstbetingelser er

mindre gunstige end i selve Corium og Epidermis.

Dette er i hvert Fald en Forklaringsmulighed og harmonerer for saa vidt

godt med den velkendte kliniske Erfaring, at en Lupus, der tilsyneladende er

blevet helbredet ved Finsenbehandling endnu efter en lang Aarrække

kan

frem

byde et lille Recidiv i det tilsyneladende svgdomsfri Ar. Dog tør man ikke ude

lukke, at det i nogle af disse Tilfælde kan have drejet sig om en ny Udsæd af

Blodvejen, men naar der ikke samtidig kommer friske Eruptioner andre Steder

paa Huden end i det gamle Lupusar, maa det dog anses for rimeligt, at man

staar over for et Recidiv »in loco«.

Paa den anden Side vilde det dog være fejlagtigt at tro, at der i stor Ud

strækning skulde ligge Lupusvæv skjult under de smukke gamle Cicatricer hos

mange af vore velundersøgte og velkontrollerede sygdomsfri gamle Lupus

188