FinsenInstitutet

Men saavel med Henblik paa direkte som indirekte Aarsager er de Kund

skaber, man har vundet, usikre og begrænsede — og nogen Syntese mellem

indirekte og direkte Aarsager har kun sjældent ladet sig etablere (ofte har det

skortet paa Blik for denne Synteses Nødvendighed).

Betragter man saaledes vort Kendskab til Stenenes

direkte

Aarsager, viser

det sig, at stor Uenighed hersker mellem de forskellige Undersøgere. En

Gruppe Undersøgere har ment, at Ændringer i Urinens Kolloidindhold var en

uomgængelig Betingelse for Konkrementdannelse (f. Ex.

Scha.dex, Szvift Joly2).

Andre har ment, at Spørgsmaalet var løst ved Paavisning af, at forkalkede

Plaques ikke sjældent kunde paavises paa Nyrepapillernes Overflade

{Randall3) .

Endelig mener nogle Undersøgere, at Stendannelsens Aar sag var Concentra-

tionsændringer i Urinen m. H. t . de krystalloide Stoffer, der indgaar som Be

standdele i Konkrementerne.

Der kan nu næppe være Tvivl 0111, at Hovedgrunden til, at Stendannelsens

direkte Aarsager har været saa vanskelige at opspore, er den Kendsgerning,

at man — trods grundig Undersøgelse — som Regel

ikke

har kunnet paavise

nogensomhelst patologisk Ændring ved Urinvejene eller Urinens Sammensæt

ning hos Patienter med »primær« Stendannelse i Urinvejene — endog i T il

fælde, hvor Stenene utvivlsomt er voxende.

I et Arbejde fra 19274 tog den ene af denne Artikels Forfattere sig for ved

Beregning at undersøge den normale Urins Mætningsforhold med Hensyn til

de stendannende Stoffer

—

Calciumfosfat, Calciumo.ralat, Urinsyre

m. fl. —

under den Forudsætning, at Urinen kunde betragtes som en simpel vandig Op

løsning af en Række forskellige Salte. Under den givne Forudsætning viste

det sig, at Urinen under normale Omstændigheder altid var overmættet 111. H. t.

eet eller flere af de stendannende Stoffer. Overmætningerne var saa relativt

moderate, at det var

fuldtud forstaaeligt, at den normale Urin kunde holde sig

klar uden Udfældninger i et længere Tidsrum.

Paa den anden Side gav selve

Urinens overmættede Tilstand en rimelig Forklaring paa, hvorfor et Konkre-

ment, der opholdt sig i den normale Urin, maatte voxe langsomt. Det viste

sig — paa Grundlag af Beregningerne — muligt at forudsige, med hvilke Lag

et Konkrement maatte voxe under forskellige Omstændigheder — og disse

Forudsigelser viste sig at passe godt med Erfaringen.

Da Konkrementets

Væxt

altsaa herefter — i Overensstemmelse med E r

faringen —

kunde foregan i ganske normal Urin

(og Urinveje), var det mest

sandsynligt, at det egentlig patologiske Fænomen i Konkrementernes Pato

genese var Dannelsen af

Stenkernen

og dennes

Retention

i Urinvejene.

Angaaende Stenkernedannelsen blev nu i det nævnte Arbejde fremsat føl

gende Hypotese:

260